Autoteknik Hundelev får nu nye ansigter i ejerkredsen. Mathias Villadsen træder sammen med Emil ind som ny medejer af virksomheden, der gennem årene har opbygget en solid lokal forankring og en loyal kundekreds.
35-årige Mathias Villadsen er født, opvokset og bosat i Vrå, hvor han bor sammen med sin hustru Anne Marie og parrets to sønner. Han blev uddannet i 2011 og tog allerede få år senere springet som selvstændig, da han i 2013 stiftede virksomheden This Auto, som han fortsat driver i dag.
Nu bliver Autoteknik Hundelev en del af næste kapitel i Mathias Villadsens erhvervsliv. Han går ind i ejerskabet med stor respekt for det fundament, der er skabt gennem mange års arbejde.
Hos Autoteknik Hundelev lægger de nye ejere vægt på kontinuitet og udvikling. Ambitionen er at videreføre virksomhedens værdier med fokus på faglighed, kvalitet og ordentlighed i mødet med kunderne.
– Vi kører forretningen videre i samme ånd med fokus på dygtiggørelse og ordentlighed, og vi glæder os rigtig meget til at lære kunderne at kende, lyder det fra Mathias Villadsen.
Med ejerskiftet ser Autoteknik Hundelev frem mod en ny og spændende fremtid, hvor både eksisterende og nye kunder fortsat skal føle sig velkomne på værkstedet.
Link til relateret artikel
This’ Auto ved Vrå overtager den 1. juni Autoteknik Hundelev


