Elitesport Vendsyssel er stolte af at præsentere et spændende nyt skoleprojekt i samarbejde med Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel. Projektet har til formål at få flere unge mennesker til at spille håndbold i de lokale foreninger.
Projektet vil blive ledet af klubbens egen cheftræner, Asbjørn Madsen, som vil stå for træningerne. Klubben besøger samtlige 4. klasser i både Hjørring og Frederikshavn Kommune hele fire gange, og de første træninger starter allerede i september.
Som en stor finale på projektet afholder Elitesport Vendsyssel et kæmpe skolestævne både i Idrætscenter Vendsyssel og Arena Nord.
– Vi håber med dette initiativ at skabe stærke bånd mellem de lokale foreninger og skolerne og give de unge en sjov og lærerig introduktion til håndboldsporten i deres trygge omgivelser. Der vil blive uddelt flyers fra de lokale foreninger, så eleverne ved præcis, hvor og hvornår de kan komme til håndboldtræning. Hvis muligt, vil en repræsentant fra de lokale foreninger også deltage i en af træningerne, fortæller Rasmus Mølgaard.
– Vi har allerede været i kontakt med mange skoler og sendt information til alle skoleledere, men hvis du er lærer 4. klasse og endnu ikke har hørt fra os, og synes, det lyder spændende, så tøv ikke med at kontakte Rasmus Mølgaard på 22589856 eller [email protected]
Projektet er hovedfinansieret af Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel med støtte fra Hjørring Kommune, Frederikshavn Kommune og Spar Nord Fonden. Klubben samarbejder også tæt med Dansk Skoleidræt, Dansk Håndbold, Idrætscenter Vendsyssel og Arena Nord.
– Vi glæder os til at se en masse glade børn på håndboldbanen, slutter Rasmus Mølgaard.


