Tornby IF Håndbold har sat navn på trænerteamet for klubbens dameseniorafdeling i den kommende sæson. Torben Brohus bliver ny cheftræner for klubbens 3. divisionshold, mens Lisette Axelsen overtager ansvaret for Serie 1-holdet.
De to skal i fællesskab stå i spidsen for den fortsatte udvikling af dameafdelingen med fokus på både den enkelte spillers udvikling og holdenes sportslige ambitioner.
Torben Brohus kommer til opgaven med et indgående kendskab til klubben og dens miljø.
“Jeg har igennem mit virke som træner kommet i Tornbyhallen i mange år og har altid været imponeret over den gode klubånd og det store engagement i klubben. Da jeg fik tilbudt jobbet som dametræner, var det derfor en nem beslutning,” siger han.
Han fortæller videre, at mødet med menneskerne omkring holdet og i bestyrelsen har bekræftet hans positive indtryk.
“I processen omkring ansættelsen har jeg mødt mange spændende og dedikerede mennesker omkring holdet og i bestyrelsen. Jeg ser frem til at blive træner for Tornbys dameafdeling, som består af en god blanding af unge og rutinerede spillere, og jeg er sikker på, at vi sammen kan skabe gode resultater. Jeg glæder mig samtidig til samarbejdet med andenholdstræneren og klubbens målmandstræner,” siger Torben Brohus.
Fra spiller til træner
For Lisette Axelsen markerer den kommende sæson afslutningen på en aktiv spillerkarriere og begyndelsen på et nyt kapitel som træner.
“Tiden er kommet til at sætte skoene på hylden – denne gang for alvor og permanent. Det har på ingen måde været en nem beslutning. Heldigvis var både Tornby og jeg klar til at tænke i nye muligheder, og derfor får jeg lov til at fortsætte min gang i hallen – nu som træner for vores Serie 1-hold,” siger hun.
Hun ser frem til de nye udfordringer og samarbejdet med klubbens nye cheftræner.
“Jeg glæder mig til en sæson med nye udfordringer og spændende muligheder for hele dametruppen, og jeg ser frem til et godt samarbejde med Torben,” siger Lisette Axelsen.
Hos Tornby IF Håndbold glæder man sig til at følge det nye trænerteam og dametruppen i den kommende sæson og ser frem til at bygge videre på udviklingen i klubbens dameafdeling.


