Jeppe Poulsen fra Hirtshals Yard, Michael Rytter fra Orskov Yard og Magnus Larsen fra MAN Energy Solutions har sikret deres fremtid i forhold til gode job– og videreuddannelsesmuligheder.
Hos Orskov Yard, MAN ES og Hirtshals Yard er der stort fokus på at uddanne lærlinge.
”Vi har udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft, og vi er derfor nødt til selv at være med til at uddanne faglærte, og den bedste arbejdskraft er den, som vi selv uddanner”, siger Anders Hecht–Petersen, direktør Hirtshals Yard.
De tre ny uddannede har gennem deres læretid dagligt stemplet ind i den maritime branche, hvor arbejdsopgaverne har foregået både ved kajkanten på værfterne og ude i verden ombord på skibe.
”Skibsmontøruddannelsen er en bred uddannelse, og den åbner dørene til rigtig mange forskellige opgaver både i læretiden og efterfølgende som svend”, fortæller lærlingekoordinator Anette H. Sørensen ved Erhvervsservice Nord.
”Jeg husker de tre gutter til rekrutteringssamtalerne fortælle om de mange muligheder, de dengang så, lå i enden af uddannelsen” siger Anette H. Sørensen.
”For tre et halvt år siden, da de startede i lære, kunne ingen se ind i fremtiden. Men man må sige, at scenariet, som Jeppe, Michael og Magnus dengang håbede på, er virkeligheden i dag. Der er enorm rift og efterspørgsel på ny udlærte med et svendebrev. Jeg kan derfor varmt opfordre til at unge – og deres forældre i snakken om den unges fremtid – kigger mod erhvervsuddannelserne”, slutter Anette H. Sørensen.
Jeppe, Magnus og Michael har været omfattet af Lærlingeordningen, der er forankret i Erhvervsservice Nord. Lærlinge og elever hos RASI Maskinfabrik, Mariendal Electrics, EnTech Marine, Alfa Laval, Soft & Teknik, SeaMech, Svanehøj samt Vestkajens Maskinværksted er ligeledes omfattet af ordningen.
Fakta om lærlingeordningen
Lærlingeordningen er et samarbejde mellem 11 virksomheder, som har ansat en fælles ressource til at tiltrække flere lærlinge, højne kvaliteten i uddannelserne, understøtte virksomhederne i håndteringen af lærlinge samt koordinere en turnusordning mellem partnerne således, at virksomhederne hjælper hinanden med at uddanne deres lærlinge bedst muligt til fremtiden. Partnere i ordningen er: Orskov Yard A/S, MAN Energy Solutions, Hirtshals Yard A/S, Soft & Teknik A/S, Mariendal, Vestkajens Maskinværksted A/S, Alfa Laval, RASI Maskinfabrik A/S, EnTech Marine A/S, SeaMech og Svanehøj.
Om Erhvervsservice Nord
Erhvervsservice Nord tilbyder ydelser på abonnementsbasis. Vi tilbyder højt specialiserede medarbejdere til virksomheder, hvor der ikke er arbejdsopgaver nok til fuldtidsansatte. Erhvervsservice Nord er et selvstændigt selskab ejet af Skagen Erhvervsforening, Frederikshavn Erhvervsforening og Sæby Erhvervsforening. Læs mere på www.erhvervsservicenord.dk