Af Rasmus Prehn, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og regeringens repræsentant ved OL i Tokyo & kultur- og kirkeminister Joy Mogensen.
Alt er, som det plejer. Den olympiske ild tændes, og atleterne kæmper om medaljer ud fra det olympiske motto: »hurtigere, højere, stærkere«. Alligevel er intet, som det plejer.
Alene årstallet 2021 er historisk. OL er aldrig nogensinde afholdt i et ulige år. OL er blevet aflyst på grund af verdenskrige, men det er historisk, at legene er blevet udskudt. Det skyldes selvfølgelig corona. Og corona sætter i høj grad sit præg på OL i Tokyo. Tokyo er i en slags undtagelsestilstand. Det betyder ingen tilskuere på stadion og strikse corona-restriktioner for alle. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi støtter og bakker om vores danske atleter. Ligesom det er vigtigt, at vi støtter værterne, der skal afvikle en stor begivenhed under svære vilkår.
Sidst OL var i Tokyo i 1964, var historien en anden. OL-byen summede af liv, og de danske deltagere fik en kæmpe kulturel oplevelse i tillæg til den sportslige. Alligevel er den olympiske ånd og kappestrid den samme. I 1964 fik Danmark guld på vandet, da dragebåden vandt guld, og datidens guldfirer også roede guldet hjem akkompagneret af den legendariske entusiasme fra Gunnar ”Nu” Hansen. Nu skal de danske atleter igen kæmpe for guld til Danmark i Tokyo. Og vi hepper på håndboldherrerne, cykelrytterne, svømmerne, badmintonspillerne, sejlerne og alle 111 atleter, så godt vi kan. For stort set intet slår olympisk guld.
Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark har en målsætning om, at Danmark skal rejse fra Tokyo med 8-10 medaljer. Til OL i Rio i 2016 vandt Danmark hele 15 medaljer og skabte dermed det bedste resultat nogensinde bortset fra OL i London i 1948. Lad os håbe, at danskerne kan overraske positivt og trodse de svære betingelser.
OL i Tokyo byder ikke kun på forandringer som følge af corona. For første gang er der skateboard på programmet, og vi får fornøjelsen af at se den ikoniske 46-årige danske skater Rune Glifberg rulle over rampen. Derudover byder OL blandt andet også på klatring og surfing for alle første gang. Det er en del af den nytænkning, der gør, at OL bliver ved med at være relevant og tryllebinde nye generationer af sport fans.
Derudover går Danmark også nye veje ved dette OL og sender et klart signal til resten af verden om vigtigheden af ligestilling mellem kønnene. For første gang var der nemlig to fanebærere, da hækkeløberen Sara Slott Petersen og sejleren Jonas Warrer bar dannebrog ind på det olympiske stadion til åbningsceremonien.
Selvom OL i Tokyo i høj grad bliver et OL i en corona-tid, så lever den olympiske ånd videre. Og kampen for guld til Danmark er sat ind endnu en gang!