Efter en godt fem timer lang tur fra København til Tversted, helt til Tversted, måtte sangeren Bobo Moreno indlede onsdagens koncert på Restaurant Tannishus med en kedelig nyhed:
Tredjemanden i duo’en, bassisten Bo Stif, var blevet syg, så Bobo Moreno og pianisten Ole Kock Hansen måtte klare sig uden. De havde inden koncerten vurderet, at det kunne godt gå. Det gik da også fint, selv om vi savnede mesteren på bas. God bedring!
Dermed var Ole Koch Hansens klaver det eneste instrument til den udsolgte koncert. Og dog!

Bobo Moreno’s stemme er i sig selv nemlig et imponerende, flerstemmigt instrument. Det fik vi mange prøver på som en velsmagende dessert onsdag aften efter dejlig mad før koncerten. http://bobomoreno.dk/
Han har lagt stemme til masser af koncerter med et hav af big bands, heriblandt Ernie Wilkins Almost Big Band, Tivoli’s Big Band, Klüver’s Big Band, Tivoli’s Big Band, Radioen’s Big Band og Glindemand’s Orkester.
I Tversted gav han publikum både mere ukendte og meget kendte sang fra skattekisterne hos blandt andre Paul Simon, Loui(s) Armstrong og Frank Sinatra.

Ole Kock Hansen, hastigt på vej med 80 år, er i en klasse for sig og skaber en lyd og en rytme, der er et helt band værdig. Imponerende.
På visitkortet står dansk pianist, komponist, arrangør og orkesterleder. Han studerede hos Finn Savery og på konservatoriet i København og har spillet med de største – blandt andre barndomsvennen Niels-Henning Ørsted Pedersen – og Bobo Moreno.
De to sammen er rutinerede som få, og nogle enkelte tekniske problemer med udstyret slog dem ikke ud af kurs. Publikum var da også med de to på scenen gennem de to sæt.

Restaurant Tannishus i Tversted fortsætter med at tilføre jazzede Tversted gode toner torsdag aften klokken 20.30, hvor det meget spændende og roste JazzPop4 gi’r den gas. Der er stadig mulighed for at møde op til koncertstart klokken 20.30.
Fredag er Advokaternes New Orleans Jazz Band på scenen med god gammeldags traditionel jazz også til dansegulvet.




