Af Ove Birk
Bjerget 14
9800 Hjørring
Vi bilder os gerne ind, at kunsten er fri. At kunstnere er samfundets uafhængige stemmer, der udfordrer magten og siger det, andre ikke tør. Men i Danmark lever kunsten ikke frit – den lever af staten. Og det sætter spor.
Når staten er kunstens største mæcen, påvirker den også, hvad der bliver sagt, og hvad der bliver tiet ihjel. Ikke gennem direkte censur, men gennem normer, værdier og uskrevne regler i råd, udvalg og institutioner, der fordeler pengene. Kunstnere lærer hurtigt, hvilke holdninger der er sikre, og hvilke der kan koste adgang til støtte, scener og anerkendelse.
Derfor er kunstens politiske ytringer i dag blevet påfaldende ens. Kritik af Donald Trump er for eksempel nærmest en rutineøvelse. Den kræver ingen modstand, ingen refleksion og ingen personlig risiko. Den fungerer mest som et signal til omgivelserne: Jeg er en af de rigtige.
Når kendte kunstnere udtaler sig politisk, sker det ofte i form af følelsesladede domme snarere end gennem tænkning og analyse. Alligevel bliver deres ord tillagt en særlig vægt, som om kunstnerisk talent også automatisk giver politisk indsigt. Det gør det ikke.
Samtidig er borgerlige eller konservative kunstnere næsten usynlige i det etablerede kulturliv. Ikke fordi de ikke findes, men fordi systemet er indrettet på en måde, hvor bestemte politiske grundantagelser er normen. Afviger man fra dem, risikerer man at blive opfattet som besværlig, forkert eller uspiselig.
Danmark bruger hvert år milliarder på kunst og kultur. Statens Kunstfond og andre støtteordninger finansierer ikke kun projekter, men også kunstneres mulighed for overhovedet at leve af deres arbejde. Det betyder, at kunstens økonomiske eksistens i høj grad er flettet sammen med staten – og med den politiske selvforståelse, der følger med.
Det store spørgsmål er derfor ikke, om staten skal støtte kunst. Det skal den. Kunst og kultur er vigtige for vores fælles dannelse. Spørgsmålet er, om vi tør erkende, at støtten også former kunstens politiske klima.
Hvis kunsten igen skal være et sted for reel modstand, uenighed og nytænkning, må den rumme mere end én korrekt holdning. Ellers ender den som et ekkokammer, der bekræfter magten i stedet for at udfordre den.
