Af Paw Rytter
Christiansdalsvej 83
Vrå
Tilbage i 2013 indgik Nim Sriwongjanya en aftale med Hjørring kommune, om at leje et mindre areal af en kommunalt ejet grund så hun kunne opføre et Ishus.
Lejeaftalen var som udgangspunkt tidsbegrænset, men som det kan ses nedenfor indeholdt lejeaftalen en passus om mulighed for forhandling om forlængelse af lejeperioden, såfremt hun skulle være interesseret heri. Den mulighed afskar Teknik og Miljøudvalget hende fra, da det den 10.11.2021 traf beslutning om at sende udlejningen af det areal, som hun har bygget sit Ishus på i udbud.
Af lejekontrakten fremgår eksplicit, at der ved dennes ophør, skulle optages forhandling om en eventuel forlængelse.
For det ikke skal være løgn, har Hjørring kommune valgt at bruge Nim Sriwongjanyas charmerende Ishus i udbudsmaterialet, så den ”dovne læser” kan forledes til at tro, at forpagtningsmuligheden angår det eksisterende ishus. Men sådan er det ikke. Vinderen af udbuddet, vil skulle opføre et nyt ishus. I den forbindelse skal der udarbejdes konstruktionstegninger, indhentes byggetilladelse og hvad der ellers kræves af tilladelser.
Med den nuværende ekspeditionstid for byggesager ved Hjørring kommune og ditto hos fødevaremyndighederne er meget, der skal gå godt, hvis en kommende lejer skal gøre sig forhåbninger om at være klar til sæsonen 2022.
Så pas på. For det er lidt surt at miste første sæson af en lejeaftale, der er tidsbegrænset til 5 år. Men skulle det gå galt, så fortvivl ikke. For ifølge referatet fra Teknik og Miljøudvalgets beslutning vil den kommende lejers lejeaftale eventuelt kunne forlænges. Det bliver spændende at se, hvor mange der tør stole på det løfte, når man lige har sjoflet det løfte man kontraktligt gav den hidtidige lejer i 2013.
PS: Udlejning af brugsretten til arealer kan ifølge lovgivningen have en løbetid på op til 30 år, før en lejeaftale skal revurderes. Der er altså ikke noget i lovgivningen, der forhindre at lejeaftalen fra 2013 ville kunne forlænges uden at sende udlejningen af arealet i udbud.
Nu er der jo også den mulighed, at en ny forpagter måske kan leje eller købe ishuset af tidligere forpagter – evt. kommunen køber huset af tidlig forpagter. Men det kræver forhandling og enighed om en aftale. Men det vil kræve at kommunen kommer fremad.