Padel Club Hjørring holder officiel indvielsesfest for en flot udvidelse hele lørdagen, og de nye baner på Frederikshavnsvej i Hjørring er indtaget af de første padelspillere, mens der stadig rodes og finpudses før åbningsdagen.
Sporten er meget populær og er en blanding af tennis og squash på en bane lavet som en blanding af en tennisbane og en squashbane.
Det er i princippet en mindre tennisbane med glasvægge i stedet for yderstregerne på tennisbanen. Reglerne er også en blanding, og points tælles som i tennis. Der spilles med et stort bat og med padelbolde, der minder om tennisbolde.
Åbningen af en ekstra hal i centeret på Frederikshavnsvej har været undervejs i det meste af 2023, og med de ekstra fem baner bliver det Nordjyllands største padelcenter med hele 12 doublebaner samt 2 singlebaner.
Centerleder Michael Skytte glæder sig og fortæller:
– Det er en drøm for alle os bag Padel Club Hjørring, at vi nu får en ekstra hal med fem baner, hvor tre af dem er ”out of court play” baner, hvor reglerne tillader at spille bolden udenfor banen.
– Med 12 meter til loftet, en fed lounge og lækre badefaciliteter, så kan vi nærmest ikke vente med at vise det frem. Lørdag den 28. oktober bliver en fantastisk dag, hvor vi byder på mad, drikke, opvisningskamp og ikke mindst inviterer til vores egen private turnering, som er fordelt over to forskellige tidsrum.
Padel Club Hjørring er stærkt spillende og har et hold repræsenteret i 1. Division i Lunar Ligaen.
Der kan bookes baner hos Padel Club Hjørring



