Af Paw Rytter
Kandidat KV25 og RV25
Moderaterne
Forvaltningen i Hjørring kommune må være hævet over loven. Ifølge forvaltningen traf Hjørring Kommune nemlig indirekte afgørelse om, at gyllefibre ikke er affald, da pyrolyseanlægget hos Agri Energy blev miljøgodkendt.
Det kan en kommune ikke. Ikke medmindre den er hævet over loven. Læs selv affaldsbekendtgørelsens afsnit om Affaldsfasen ophør:
Den opmærksomme læser ved nu at en afgørelse, om at affald ikke længere skal betragtes som affald, skal opfylde en række betingelser. Dernæst skal afgørelsen offentliggøres på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Efter at have gennempløjet Miljøstyrelsens hjemmeside og forgæves søgt efter en afgørelse, der afgjorde at gyllefibre ikke længere var affald, kontaktede jeg Miljøstyrelsen. I første omgang spurgte jeg, om de havde modtaget nogen henvendelser fra Hjørring kommune om gyllefibre i perioden 20.4.2025 – 7.5.2025. Det var ikke tilfældet.
Ud af Miljøstyrelsens svar kunne jeg se, at de havde et velfungerende journaliseringssystem, så jeg kunne altså udvide søgningen uden at være for meget til besvær. I dag modtog jeg svar.
Ingen – som i absolut ingen andre end mig – har kontaktet Miljøstyrelsen vedrørende klassificering af gyllefibre i perioden 1.1.2022 til d.d. Hverken Hjørring kommune, Agri Energy, Stiesdal SkyClean eller deres rådgivere fra Planenergi. Det er tankevækkende.
Det pudsige er, at Jacob Brandt, en ekstern advokat som forvaltningen i Hjørring kommune har betalt for sparring, da den skulle udarbejde en redegørelse omkring miljøgodkendelsen af pyrolyseanlægget hos Agri Energy til Teknik- og Miljøudvalget, netop anbefalede, at Hjørring Kommune skulle prøve at få Miljøstyrelsen til at klassificere gyllefibre, som ikke-affald. Sikrede kommunen ikke det, var anlægget omfattet af affaldsforbrændingsbekendtgørelsen.
Den opfordring har forvaltningen ikke fulgt. Hvorfor? Måske skyldes det simpelthen, at Hjørring Kommune er hævet over loven.
Diskussionen om post