Den kommunale økonomi er presset til et punkt, hvor flere fagfolk vurderer, at velfærdssamfundet ikke længere kan beskrives i traditionelle økonomiske termer.
Det er den analyse, som Hjørring Kommunes 1. viceborgmester og nyudnævnte formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget, samt medlem af Regionsrådet i Nordjylland, Per Møller, trækker med sig hjem efter deltagelse i årets Kommunaløkonomiske Forum i Aalborg og efterfølgende uddyber i Nordjyske.
Ifølge Per Møller blev der fra økonomer, forskere og praktikere gentaget et tydeligt budskab: Forventningerne til velfærden vokser hurtigere end den virkelighed, kommunerne kan levere. Afstanden mellem borgernes behov og kommunernes handlemuligheder øges, og den udvikling forstærkes af, at medarbejdermanglen – særligt inden for ældreplejen, psykiatrien og sundhedsvæsenet – bliver stadig mere kritisk.
Nationalbankdirektørens udmeldinger om udviklingen i de offentlige finanser understøtter vurderingen. Ifølge Møller er der i Danmark skabt høje forventninger til velfærdsydelserne gennem generationer, men de strukturelle udfordringer gør det vanskeligt at fastholde det niveau, mange oplever som selvfølgeligt.
Per Møller fremhæver i klummen, at individualiseringen af velfærden, hvor borgere forventer skræddersyede løsninger, presser systemet yderligere. Den fælles forståelse for begrænsningerne i økonomi og arbejdskraft er under forandring, og det gør det ifølge viceborgmesteren vanskeligt for kommunerne at få enderne til at mødes. Samtidig skaber sygefravær i den offentlige sektor større udfordringer, end budgetterne kan følge med til.
Som formand for Sundhedsråd Vendsyssel ser Per Møller konsekvenserne på tæt hold. Han peger på, at rekrutteringsproblemer og stigende efterspørgsel efter ydelser betyder, at der opstår et misforhold mellem det politikerne ønsker at levere, og det systemet reelt kan bære. Den bæredygtige løsning ligger ifølge ham i at genfinde balancen mellem individuelle krav og fælles ansvar.
Per Møller understreger, at velfærdsmodellen kun kan overleve, hvis borgerne i højere grad bidrager med det, de kan, og hvis forventningerne til systemet i højere grad afspejler de ressourcer, der faktisk er til rådighed.
Viceborgmesteren beskriver opgaven som en nødvendig samtale om realisme i velfærdens næste kapitel, hvor prioriteringer bliver uundgåelige.
