Heldigvis lover vejrudsigten noget nær perfekt vejr til lørdagens strandfest hos Tornby Bjergelav. Blå himmel og solskin, men ikke alt for høje temperaturer, der ville have drevet folk ned til vandet i stedet for at feste i teltet.
Til gengæld har den friske vind fredag ikke lovet alt for godt med henblik på kapsejladsen mellem de lokale bjærgelaug fra Uggerby, Tversted og Tornby. Selv om blæsten lørdag flover helt af til let vind fra nordvest, er spørgsmålet fortsat, om der vil være for meget sø til at gennemføre kapsejladsen.
Skulle kapsejladsen i de gamle fladbåde blive aflyst, står arrangørerne imidlertid klar med andre konkurrencer som eksempelvis tovtrækning, der kan afgøre, hvilke af mandskaberne, der er stærkest i 2022. Spændende og festligt bliver det under alle omstændigheder!