Af Peter Ernst Sundbæk
Hirtshals
Der findes en verden, som børn ikke selv har skabt.
En verden af paragraffer, styrelsesvedtægter, kapacitetsberegninger, skoledistrikter, klasseloft og mødeprotokoller. En verden hvor voksne mennesker sidder omkring borde og stemmer om andre menneskers liv, også selv om de mennesker kun er seks år gamle og stadig tror, at voksne siger det, de mener.
Det er den verden, tre børn fra Børnehaven Emilie lige nu er blevet fanget i.
Sagen er stadig levende. På byrådsmødet i går blev et initiativretsforslag om en løsning på Bagterp-sagen forkastet med stemmerne 20-10. De 10 stemmer imod kom fra Socialdemokratiet, Enhedslisten og Vendelbo-Listen.
Men bag stemmetallene findes noget, som ikke står i referatet.
Der findes tre børn, som gennem flere år har levet side om side med Bagterp Skole. Tre børn, som har gået i børnehave lige ved siden af skolen. Tre børn, som har været en del af brobygning og besøg på skolen. Tre børn, som naturligt har troet, at det var dér, deres skoleliv skulle begynde.
For børn fungerer verden sådan.
Hvis de voksne viser dem en skole, tager dem med derover, lærer dem stedet at kende og taler om skolestart, så tror børnene selvfølgelig, at det er dér, de skal gå.
Børn tænker ikke:
“Det afhænger naturligvis af kapacitetsstyring, styrelsesvedtægt og administrativ prioritering.”
De tænker:
“Det er min skole.”
Og så kommer voksenverdenen.
Her findes et tal. 26 er tallet, ikke 27 eller 28, men præcis 26
I voksensproget kaldes det et klasseloft. I børns verden findes den slags ikke. Her findes venner, tryghed, relationer og forventninger.
Det interessante er, at voksenverdenen faktisk selv har skrevet en undtagelse ind i reglerne. Folkeskoleloven giver mulighed for dispensation op til 28 elever i særlige tilfælde.
Det vil sige:
Når voksne vurderer, at noget er vigtigt nok.
Når voksne vurderer, at virkeligheden ikke altid passer ned i regneark.
Når voksne vurderer, at mennesker nogle gange må komme før system.
Men i denne sag er det, som om nogle beslutningstagere har stirret sig så fast på tallet 26, at de har glemt at kigge ned på de børn, der står lige foran dem.
Og min undren er egentlig ikke kun politisk. Den er menneskelig.
For hvordan forklarer man tre seksårige børn, at de voksne ikke holder det, børnene troede var et løfte?
Hvordan forklarer man, at man godt måtte lære skolen at kende, men ikke nødvendigvis få lov at gå der?
Hvordan forklarer man, at der findes undtagelser i reglerne, men at ingen rigtig ønskede at undersøge til bunds, om netop denne sag kunne være en af dem?
For mig handler dette ikke om, at regler skal brydes uden omtanke. Selvfølgelig skal der være rammer og lovgivning. Men det mindste, man som forvaltning og byråd skylder børn og familier i en sag som denne, er at sikre sig med fuldstændig sikkerhed, at der ikke findes nogen lovlig dispensationsmulighed.
Ikke bare en hurtig administrativ konklusion. Ikke bare “det plejer vi”. Ikke bare henvisninger til tidligere beslutninger.
Men reel vished.
Derfor bør Hjørring Kommune rette en direkte og entydig henvendelse til Børne- og Undervisningsministeriet for at få afklaret, om der i netop denne konkrete og ulykkelige sag findes en dispensationsmulighed inden for folkeskolelovens rammer.
Ikke fordi nogen ønsker at omgå loven.
Men fordi børn og familier fortjener, at afgørelsen træffes på det mest oplyste, juridisk sikre og menneskeligt ansvarlige grundlag som overhovedet muligt.
For når konsekvensen rammer små børn, bør der ikke herske tvivl om, hvorvidt alle muligheder reelt er undersøgt.
Jeg skriver ikke dette som en vred forælder.
Jeg er en voksen mand, far, morfar og farfar. Jeg er uddannet pædagog og har arbejdet på det pædagogiske område i mere end 30 år. Denne beslutning påvirker ikke mit eget liv eller min familie. Jeg kender ikke de tre familier personligt.
Men jeg ved noget om børn.
Jeg ved, hvor meget tryghed betyder.
Jeg ved, hvor meget relationer betyder.
Jeg ved, hvor stærkt børn husker følelsen af at høre til, og følelsen af pludselig ikke længere at gøre det.
Måske er det netop problemet med voksenverdenen:
At vi bliver så optagede af systemerne, at vi glemmer dem, systemerne er lavet for.
Tre seksårige børn kommer aldrig til at forstå ord som “dispensationsadgang”, “initiativret” eller “styrelsesvedtægt”.
De kommer bare til at forstå, at de ikke skulle med de andre. Og måske burde det alene få os voksne til at tænke os om en ekstra gang.
Personligt ville jeg nok byde de børn på en bette tude kiks.
der er ikke noget så trist som forældre der ikke forstår vi ikke alle kam curle for deres børn.