Af Peter Ernst Sundbæk
Byrådskandidat for Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Jeg tror, mine forældre kunne mærke, at der skulle ske et sceneskift i mit unge liv, da jeg havde afsluttet 10. klasse med minimal indsats og et fremmøde, der vist mest kunne kaldes “teoretisk”.
Mange af kammeraterne kom ud at fiske allerede efter 8. eller 9. klasse, men mine forældre tænkte nok, at jeg havde brug for lidt mere disciplin – og måske et sted, hvor nogen kunne lære mig at møde til tiden.
Så jeg blev sendt på søfartsskole i Svendborg. Og der skal jeg love for, at jeg fik rettet nogle torne til.
Det var i slutningen af 70’erne – en tid med streng disciplin og klare kommandoer. Lærernes ord var lov, og det lærte man hurtigt. Det var seks måneder, hvor jeg både lærte at stå ret og tage imod ordrer – og hvor jeg fik en kærlighed til livet til søs.
Efter søfartsskolen ventede to år på Navigationsskolen, også i Svendborg, hvor målet var at blive radiotelegrafist – eller “gnist”, som det hed dengang. Og det lykkedes – til trods for, at jeg boede midt i en by med usædvanlig høj koncentration af brune værtshuse og en vis trang til at udforske dem.
En gnist til søs
Min første hyre var med havundersøgelsesskibet DANA – et helt nyt og dengang verdens mest moderne forskningsskib. Vi skriver 1982, og der var ikke altid god stemning mellem os og fiskerne. Vores opgave var at undersøge, om der skulle være fiskestop på bestemte arter, og den slags gør sig ikke populær i et fiskerimiljø.
Jeg hørte for det. “Guf, du er jo blevet forræder – du sejler med dem, der stopper os andre!”
Men sådan er livet nogle gange – man skal kunne se tingene fra flere sider, også når det gør lidt ondt.
Efter tiden på DANA kom jeg ud på de syv verdenshave.
Jeg så hele verden – Japan, Fjerne Østen, Afrika, Nord- og Sydamerika. Det var stadig en tid, hvor man lå i havn i 5-7 dage, og for en radiotelegrafist, der ikke havde opgaver i havn, var der rig mulighed for at opleve verden.
Der var et slogan, som passede perfekt: “Bliv telegrafist – se verden som turist.”
Det gjorde jeg. Og jeg lærte mere om mennesker på de år, end nogen skolebog kunne have lært mig.
Fra prikker og streger til pædagogik
Jeg havde mødt mine børns mor kort før jeg stak til søs, og i 1986 fik vi vores første barn.
Så var det slut med at være væk et halvt år ad gangen.
Jeg sluttede som telegrafist på Skagen Radio, kort efter branden på Scandinavian Star i 1990– og satellitterne begyndte at overtage vores arbejde med prikker og streger.
Så stod jeg dé, klar til en ny begyndelse.
Jeg fandt ud af, at det ikke var teknikken, jeg savnede, det var menneskerne. Derfor blev jeg pædagogmedhjælper. Med en kort afstikker til forsikringsbranchen (jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var skabt til at sælge noget, der stod med småt).
Siden har jeg arbejdet i den pædagogiske praksis – i SFO, fritidsklub og på opholdssteder.
Jeg blev leder af ungdomsdiskoteket Elysium – i kælderen under den hedengangne Ulvkærskole. Et sted, hvor man som ung kunne være voksen for en aften. Lyset blinkede, musikken pumpede, og stemningen var præcis som på et rigtigt diskotek – bare med voksne i baggrunden, der passede på, at det ikke gik alt for vildt for sig.
Senere fortsatte jeg som pædagog og leder på opholdssteder og bosteder – og her fandt jeg tilbage til det, jeg egentlig havde lært helt nede i kælderen hos min mor i KAD.
At fællesskab og ansvar hænger sammen.
At alle fortjener en chance, også dem, som andre har givet op på.
Træmand med holdning
Men i midten af 00’erne begyndte jeg at blive træt. Ikke af børnene, men af systemet. Der blev færre hænder på gulvet og flere skemaer på skrivebordet. Jeg følte, vi løb hurtigere, men kom kortere. Og det frustrerede mig, for det gik ud over både børn og kolleger.
Så i 2004 tog jeg en beslutning, måske lidt i trods, men mest i håb.
Jeg gik i voksenlære som bygningssnedker. Jeg ville lave noget konkret. Noget, man kunne tage og føle på. Og jeg elskede det. Træet, håndværket, samarbejdet – og den stolthed, der ligger i at skabe noget, der kan stå i mange år efter én selv.
I 2008 fik jeg mit svendebrev, men kort efter ramte finanskrisen, og alt byggeri gik i stå.
Så jeg vendte tilbage til pædagogikken. Det føltes på mange måder som at komme hjem igen, nu med en ny respekt for både håndværket og det menneskelige arbejde. For pædagogik er jo i virkeligheden et håndværk i sig selv, bare med mennesker som materiale.
Link til forrige indlæg
Peter Ernst Sundbæk (S): “Jeg hed aldrig bare Peter – jeg hed Guf (og alle vidste hvem det var)
