Af Peter Ernst Sundbæk
Byrådskandidat for Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Del 1 af 3 – Trilogien om mit liv som Peter GUF og vejen til aktiv politik.
Jeg plejer at sige, at jeg startede mit liv som eksportvare. Ikke fordi jeg var til salg, men fordi jeg blev sendt fra Sverige til Danmark – som en kærlighedsgave fra én søster til en anden.
Min biologiske mor boede i Göteborg og kunne få børn, mens hendes søster i Hirtshals – min danske moster – ikke kunne. Så i stedet for at lade skæbnen bestemme, tog familien sagen i egen hånd.
Jeg blev ganske enkelt eksporteret over Kattegat – ikke som en pakke, men som et bevis på kærlighed og tillid. Og sådan blev jeg, i stedet for at vokse op blandt sporvogne, Volvo’er og svensk kanelduft, en dreng i Hirtshals – med vind i håret, sand i skoene og saltvand i blodet.
Mine biologiske forældre blev til moster og onkel, mine søskende blev til fætre og kusiner, og mine plejeforældre blev til mor og far. Det lyder måske forvirrende, men i virkeligheden var det ret simpelt:
Jeg voksede op med dobbelt så meget familie og dobbelt så meget kærlighed.
Jeg voksede op i en tid, hvor barndommen foregik i gaden – ikke på skærmen. Efter skoletid samledes vi ude på vejen med bolde, cykler og en fantasi, der kunne trylle enhver grusvej om til et eventyr.
Ingen hed det, de var døbt.
Der var Pusser, Popper, Ræven og Grønært.
Og så var der mig – Guf.
Navnet kom vist af min størrelse og min magelighed. Jeg protesterede aldrig, for det passede jo meget godt. Hele min barndom hed jeg ikke andet end Peter Guf, og så vidste alle i Hirtshals præcis, hvem der var tale om.
De voksne havde også deres system. Man var aldrig bare “Peter” eller “Kurt” – man var altid nogens barn. Jeg var “Nancy og Ernsts Peter”. Sådan holdt man styr på hinanden – og måske også lidt øje med hinanden.
Det var et lille samfund, hvor rygterne gik hurtigere end postbuddet, og man lærte tidligt, at hvis man lavede ballade, så vidste mor det, før man selv nåede hjem.
Mine forældre var med til at præge mig mere, end jeg nok forstod dengang. Min far arbejdede som fiskepakker på Hirtshals Havn – hårdt, ærligt arbejde, hvor dagens resultat kunne lugtes helt hjem.
Og min mor var fagforeningskvinde. Hun var kasserer i Kvindeligt Arbejderforbund – KAD – da jeg var en lille knægt. Vi havde fagforeningskontor i kælderen, og det var dengang, understøttelsen blev udbetalt kontant om torsdagen.
Jeg sad tit på kældertrappen og så damerne komme ind. Ofte havde de en lille slikpose med til mig – og én af dem kom altid med en rød pølse. Det var fast torsdagsritual: damerne kom, snakken gik, og jeg fik mit lille sukkerchok. Men når der var godt fiskeri, kom der ingen damer – for så var de i arbejde.
Så vidste man, at det gik godt i byen, selvom jeg måtte undvære min pølse.
Om aftenen var der tit møder i fagforeningen eller partiforeningen – i vores stue. Jeg lå under spisebordet og lyttede, mens stemmerne diskuterede alt fra overenskomster til solidaritet.
Jeg var ikke ret gammel, før jeg kunne “Når jeg ser et rødt flag smælde” udenad.
Det var der, jeg lærte, at politik ikke starter i byrådssalen, men ved køkkenbordet – med kaffe, kampgejst og kærlighed til andre mennesker.
Senere blev jeg radiotelegrafist, bygningssnedker og pædagog – tre meget forskellige retninger, men alle handler om det samme: at skabe forbindelse. Om det så er mellem mennesker, materialer eller signaler.
Og måske er det dér, tråden begynder.
For når man starter livet som et lille stykke familieeksport over Skagerrak, vokser op som “Guf” i et gadekryds af kælenavne og kollektive værdier, og lærer solidaritet i en kælder med røde pølser og røde faner – så bliver man formet til at tro på det, jeg stadig tror på i dag:
At fællesskab ikke bare er noget, man taler om – det er noget, man lever.
