Af Peter Ernst Sundbæk
Byrådskandidat for Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
For nogle måneder siden talte jeg med en småbørnsfar fra Sindal. Han fortalte, hvordan han en tirsdag formiddag havde forsøgt at finde ud af, hvem han skulle tale med om støtte til sit barns logopædi. Han blev stillet videre fire gange, til sidst lagde han røret på.
“Jeg ville bare gerne have talt med nogen, der vidste, hvem jeg var,” sagde han.
Den sætning rammer lige ned i noget, der går igen: Vi har gjort det for svært for borgerne at finde vej i kommunen. Ikke fordi medarbejderne ikke vil hjælpe, men fordi systemet er bygget op i siloer, hvor hver afdeling passer sin del.
Det handler om sammenhæng – ikke centralisering
Når jeg taler om behovet for én indgang til kommunen, handler det ikke om at lave et nyt stort center eller endnu et lag af administration.
Det handler om at skabe sammenhæng og overblik.
Borgerne skal ikke kende vores organisationsdiagram.
De skal bare vide, at når de ringer eller skriver, så bliver de hjulpet, fra start til slut (Med størst mulige hjælp til selvhjælp).
Derfor skal vi i Hjørring Kommune have en tydelig hovedindgang, både digitalt og fysisk, hvor borgere og virksomheder får svar på deres spørgsmål, uanset hvor i kommunen de hører til.
Det handler om service, men også om respekt.
Medarbejderne skal have mandat
Mange medarbejdere fortæller, at de ofte ved, hvad borgeren har brug for, men ikke må handle på det, fordi sagen hører “til et andet område”.
Det skaber frustration for begge parter.
Hvis vi skal lykkes med at skabe én indgang, skal vi give frontmedarbejderne tillid og mandat til at løse problemerne dér, hvor de opstår, vi skal undgå af borgeren skal fortælle den samme historie 5 gange, før de når rette vedkommende.
Det kræver mod fra ledelsen og politisk opbakning til at bryde gamle grænser mellem forvaltningerne.
En kommune, der hænger sammen
Vi taler meget om borgerrejser, men virkeligheden er, at for mange borgere føler sig på afveje.
De ringer ét sted, får ét svar, sender en mail et andet sted, og ender i en digital labyrint.
Jeg drømmer om en kommune, hvor borgeren ikke skal kende systemet for at blive hjulpet, men hvor systemet kender borgeren.
En kommune, der hænger sammen, fordi den ser borgerens liv som en helhed, ikke som en sag i et fagsystem.
Det er ikke bare god service. Det er god økonomi. Når borgeren bliver hjulpet rigtigt første gang, sparer vi tid, misforståelser og dobbeltarbejde.
Hjørring skal være kendt som en kommune, hvor man altid får fat i nogen, der tager ansvar, ikke bare en svarer telefonen.
Det er så korrekt skrevet, desværre oplever for mange borgere, at være kastebold og må opgive at få sin “sag” klaret. Kommunen bør “sætte” sig i borgerens stol.