Af Peter Ernst Sundbæk

Kandidat til byrådet
Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Som kandidat til byrådet i Hjørring Kommune kan jeg ikke acceptere beslutningen om at lukke de 17 plejehjemspladser på Lynggården. Beslutningen sker samtidig med en omfattende rokade af korttidspladser og risikerer at ændre Lynggården fra et sted med faste beboere til et rent midlertidigt tilbud.
Ovenstående var hvad SÆH-udvalget besluttede på gårsdagens møde at indstille til Økonomiudvalget og byrådet.
For beboerne betyder det tab af deres hjem, trygge rammer og kendte relationer. For Hirtshals området betyder det et markant svækket lokalt plejetilbud – og øget pres på de resterende plejehjemspladser i kommunen. Alternativt skal borgeren henholde sig til deres lejekontrakt med ønsket om ikke at blive flyttet og dermed blive boende, men på sigt helt sikkert med forringet service.
Tidligere borgmester Knud Størup har tidligere advaret mod konsekvenserne: “En sådan beslutning vil få den konsekvens, at mange Hirtshals-borgere må henvises til udenbys plejecentre.”
Han minder os om, at den gamle Hirtshals Kommune lagde vægt på, at ældre kunne blive i lokalområdet hele livet. Den værdi bør vi stadig værne om.
Det mest bekymrende er, at sagen ifølge et mindretal i Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget ikke er tilstrækkeligt oplyst. Som Arne Boelt (A), Line Kraghede Jensen (A) og Holger Kjærgaard (Ø) udtalte:
“Vi kan ikke tilslutte os en godkendelse, da sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst og der ikke er tilstrækkelige oplysninger til, at høringsberettigede kan afgive reelle høringssvar.”
Når man flytter rundt på både faste plejehjemspladser og midlertidige pladser, skal konsekvenserne være fuldt belyst – både for de ældre, pårørende og medarbejdere. Det er ikke tilfældet her.
Er der nogen af beslutningstagerne som har overvejet at et center med korttidspladser måske var mere hensigtsmæssigt placeret i nærheden af kommunens hospital, og ville det ikke også give god mening med en central placering i kommunen, af hensyn til borger og deres pårørende. En løsning der er mere central og tæt på specialist behandling er jeg sikker på vægter højt hos Regionen, når forhandlingerne mellem kommunen og regionen finder sted om overdragelse og placering.
Som byrådskandidat vil jeg arbejde for, at Lynggården bevarer sine plejehjemspladser, og at store ændringer kun sker på et oplyst grundlag med reel inddragelse af borgere og fagfolk. Velfærd kan ikke bygges på forhastede beslutninger – den kræver omtanke, åbenhed og respekt for dem, det hele handler om.



Et vigtigt skriw. – I en tid med modsatrettet betragtninger. – ikke mindst, set i lyset af sagen – politisk ikke er tilstrækkelig belyst.