Af Peter Frank Wenzel
Ørnereservatet
Det lyder umiddelbart som et sympatisk projekt: Regeringen vil nu undersøge, om Danmark skal indføre en form for allemandsret efter svensk og norsk forbillede. Hensigten er svær at være uenig i. Hvem ønsker ikke at styrke danskernes forhold til naturen og samtidig give folkesundheden et grønt løft?
Men bag den tiltalende overskrift gemmer der sig en foruroligende mangel på forståelse for både den biologiske virkelighed og de grundlæggende balancer i vores samfund. Ideen om at overføre en svensk ødemarksmodel til det tætbefolkede danske kulturlandskab er i virkeligheden udtryk for en romantisk tidsånd, der betragter naturen som en gratis forbrugsvare og en terapeutisk kulisse for det moderne menneskes selvrealisering.
Vi må begynde med fakta.
Danmark kan på ingen måde sammenlignes med vores skandinaviske naboer. I Danmark bor der omkring 140 mennesker pr. kvadratkilometer. I Sverige er tallet cirka 25, og i Norge blot omkring 15. Sverige er arealmæssigt mere end ti gange større end Danmark, mens Norge er omkring ni gange større.
Når man vandrer gennem svenske fjelde eller norske skove, bevæger man sig ofte i landskaber, hvor mennesket er en sjælden gæst. I Danmark er situationen en helt anden. Her er naturen en begrænset ressource, og presset på de grønne områder er allerede betydeligt. Derfor giver det god mening, når Dansk Skovforening påpeger, at man ikke blot kan kopiere regler fra lande med fundamentalt anderledes geografiske og demografiske forhold.
Hele debatten hviler desuden på den fejlagtige præmis, at danskerne i dag mangler adgang til naturen.
Virkeligheden er, at vi allerede har et omfattende og generøst system, som giver offentligheden adgang til store naturområder:
- Mere end 4.000 kilometer afmærkede vandreruter.
- Tusindvis af kilometer skovveje og stier med lovfæstet offentlig adgang.
- Over 250 statslige skove og naturområder med fri adgang året rundt.
Vi er med andre ord ikke lukket ude. Men måske har vi mistet noget af den dannelse, der handler om at færdes i naturen på naturens egne præmisser.
Naturen er nemlig ikke en offentlig forlystelsespark. Den er først og fremmest hjemsted for et vildt dyre- og fugleliv, som allerede er under pres fra menneskelig aktivitet.
Særligt omkring de større byer vil konsekvenserne af en allemandsret kunne mærkes. Hvis kravet om at blive på stierne ophæves, og fri færdsel i skovbunden bliver normen, reduceres de sidste områder med ro for dyrelivet. Mere færdsel uden for stierne betyder mere støj, flere forstyrrelser og flere løse hunde.
For mange fuglearter kan det få alvorlige konsekvenser. Flere af vores mest sårbare arter kræver uforstyrret ro i yngletiden. Prisen for menneskets ønske om at bevæge sig frit overalt vil i sidste ende blive betalt af de dyr og fugle, som vi siger, vi ønsker at beskytte og opleve.
Derudover rejser forslaget et principielt spørgsmål om ejendomsretten.
En stor del af den danske natur ligger på private hænder, fordi lodsejere gennem generationer har investeret tid, arbejde og økonomiske ressourcer i skovrejsning, naturpleje og biodiversitet. Hvis samfundets svar på denne indsats er at udvande ejendomsretten og udvide offentlighedens råderet over private arealer, skaber det en grundlæggende uretfærdighed.
Skal vi lykkes med at styrke naturen i Danmark, kræver det et tillidsfuldt samarbejde med de private lodsejere – ikke politiske hovsaløsninger, der skaber usikkerhed om fremtidige adgangsforhold.
Ønsket om at bringe danskerne tættere på naturen er både forståeligt og vigtigt. Men løsningen er ikke at indføre svenske tilstande i et land, der hverken har Sveriges areal eller Norges vidder.
Vi bør i stedet værne om den balance, vi allerede har fundet. En balance, hvor mennesker har gode muligheder for at opleve naturen fra stier og veje, samtidig med at vi viser respekt for de dyr, fugle og lodsejere, som også er en del af landskabet.
Nogle gange er den bedste naturpolitik ikke at give mennesket mere adgang – men at give naturen mere fred.
