Historien om de norske cykelturister ved Råbjerg Kirke rammer mig måske hårdere end mange andre. Ikke blot fordi den er trist, men fordi den udspillede sig få kilometer fra min egen baghave her i Nordjylland.
Hvis oplysningerne er korrekte, efterlod en gruppe stærkt berusede mennesker opkast, afføring og affald på kirkegården, væltede en gravsten og klatrede op i klokketårnet. Det er ikke bare dårlig opførsel. Det er et symptom på den infantile drukkultur, som alt for længe har fået lov til at skjule sig bag ord som hygge, frisind og løssluppenhed.
Lad mig samtidig slå én ting fast: Jeg holder meget af Norge. Det er et af verdens smukkeste lande, befolket af mennesker, som gennem generationer har levet i tæt samspil med naturen, havet og fjeldene. Mange nordmænd udstråler en jordnærhed og respekt for omgivelserne, som resten af verden kunne lære af. Netop derfor virker episoden ved Råbjerg Kirke så uforståelig.
For det var svært at få øje på norsk dannelse og naturkærlighed i de beskrivelser, der er kommet frem. Tværtimod sidder man tilbage med følelsen af, at alkoholen for en nat forvandlede almindelige mennesker til en karikatur af dem selv. Ikke dæmoner i bogstavelig forstand, men et billede på alt det værste, som drukkulturen kan fremkalde, når selvkontrollen forsvinder.
Råbjerg Kirke er ikke blot en bygning. Den er en del af vores fælles kulturarv. Kirkegården er et sted for erindring, historie og respekt for dem, der gik forud for os. Når sådanne steder behandles som kulisser for en brandert, er det ikke alene de fysiske omgivelser, der krænkes. Det er også de værdier, som holder et samfund sammen.
Det mest tankevækkende er måske, at vi i Skandinavien ofte affejer den slags som pinlige episoder. Mange andre steder i verden ville reaktionen være langt mere alvorlig. I store dele af Europa, Asien og Mellemøsten opfattes beruselse, hærværk eller respektløs adfærd ved religiøse og historiske steder som et direkte angreb på fællesskabet. Her risikerer man ikke blot fordømmelse, men også bøder, fængselsstraffe eller udvisning.
Man kunne tro, at det var en selvfølge, at man opfører sig ordentligt, når man besøger et andet land. Men sådan er virkeligheden desværre ikke altid.
Derfor vækker sagen så stærke følelser. Ikke kun på grund af skaderne ved Råbjerg Kirke, men også fordi episoden brænder et hul i fortællingen om det nordiske broderskab og den gensidige respekt, vi ellers gerne fremhæver.
