Af Peter Frank Wenzel
Skagensvej 107
9881 Bindslev
H.M. Kong Frederik Xs nytårstale var en lektion i det, vi som samfund er ved at tabe af syne: Respekten for det jordnære, det konkrete og det forpligtende.
Da Kongen fremhævede håndværksfagene, var det ikke blot en høflig hilsen til tekniske skoler; det var en civilisatorisk påmindelse.
Et samfund består af mennesker, der kan deres kram, tager ansvar og bygger noget op med deres hænder. Det består ikke af luftige hensigtserklæringer eller moralsk poseren.
Men desværre bød aftenen også på et tidsbillede af den præcis modsatte karakter. Under vagtskiftet på Amalienborg sneg to orange flag sig ind i billedfeltet. De var hurtigt væk, men de efterlod en dårlig smag af en bevægelse, der har tabt forbindelsen til den virkelighed, den hævder at ville redde.
Episoden, hvor en garder kontant må fjerne en aktivist fra de kongelige brosten, handler ikke om politiets metoder eller Forsvarets manglende lyst til at kommentere. Den handler om en klimabevægelse, der er kammet over i ren performativ narcissisme.
Det, der burde være en seriøs diskussion om natur og balance, er i sine yderformer blevet forvandlet til en forestilling, hvor enhver national scene – uanset hvor værdig eller samlende den er – bliver betragtet som et legitimt lærred for aktivisternes egen selvretfærdige iscenesættelse. Man bilder sig ind, at man redder kloden ved at genere en garders vagtskifte. Det er ikke engagement; det er storhedsvanvid.
Som borgerlig har jeg længe ledt efter et politisk ståsted i klimadebatten. Jeg har undret mig over, hvorfor naturhensynet blev deponeret hos den yderste venstrefløj, mens de borgerlige kræfter og den lokale erfaring blev skubbet i baggrunden. Men efterhånden som den radikale del af klimakampen har bevæget sig længere og længere væk fra proportionalitet og fornuft, står det klart: Denne form for aktivisme handler ikke om natur. Den handler om ophidselse.
Man kan sagtens værne om miljøet og bekymre sig om klimaet uden at købe ind på den præmis, at verden reddes gennem forstyrrelse og konfrontation. Faktisk er det netop fra højre side af midten – med vægt på ejendomsret, ansvar og teknologisk snilde – at de reelle løsninger skal findes.
Det er ikke “mørke kræfter” på højrefløjen, der udhuler opbakningen til den grønne omstilling. Det er de aktivister, der har forvekslet alvor med hysteri. Når man forsøger at kapre Kongens nytårstale til sit eget lille show, viser man ikke styrke, men desperation. Man udstiller en bevægelse, der har erstattet saglige argumenter med råb om opmærksomhed.
Hvis vi skal tage klimaet alvorligt, må vi starte med at tage vores samfundsinstitutioner alvorligt. Vi har brug for de håndværkere og det ansvar, Kongen talte om – ikke flere aktivister med orange flag, der tror, at deres egen moral står over fællesskabets ceremonier.
Link til relateret artikel
Problemet er jo netop at folk fortsætter ud af det sædvanlige spor, med deres vaner, mønstrer, kulturelle traditioner og overbevisninger, alt imens at de fattige befolkninger lider pga vestens overforbrug, som er en af grundene til klimaforandringerne. Så bare fordi kongen holder nytårstale forsvinder de her problemer ikke, og det er da dejligt at der er nogen der vil huske os på det, når vi sidder i vores egen komfortabilitet, imens jorden brænder under os og dyrene lider under vores storhedsvanvid.
Tænk at have så lidt at sige og alligevel skrive så meget. Planeten er med hastige skridt på vej til at blive ubeboelig og her sidder du og fordømmer de få mennesker som tager det seriøst, mens du klapper dig selv på ryggen for at bakke op om business as usual.
Jeg tænker ikke det er i Danmark de største klimasyndere findes. Heller ikke selv om vi “bogfører” Danmarks klimaaftryk ud på hver enkelt borger.
Jeg ønsker mig at klimaaktivisterne vil bruge deres energi på at få lande som USA, Rusland, KIna, Indien m.fl.i tale. Men jeg kan da godt få øje på, at hvis man er aktivist, så virker det som en uoverkommelig opgave at få de lande i tale. Tag fx en snak med Trump om miljø og klima, hvis du er miljøaktivist! For der er virkelig noget at vinde, hvis man som miljøaktivist kan få hul igennem der. Men men men, så er det jo nok nemmere at spolere nytårstraditionen for at få lidt opmærksomhed.
Her er det gået over stregen, har man da ingen situationsfornemmelse?
For valg af tidspunkt, situation og emne.
Det er fuldstændigt vingeskudt, man taber enhver sympati for den sag, man bilder sig ind man kæmper for