Af Peter Hummelgaard
Beskæftigelsesminister
Socialdemokratiet
Kære alle.
På en af årets sidste dage er her en vigtig oversigt med en vigtig nyhed. På billedet ser I, hvordan en lang række lande har klaret den økonomiske side af coronakrisen – og Danmark ligger øverst.
Borgerlige politikere og meningsdannere har ellers under hele krisen forsøgt at fremmane spøgelser om krisepolitikken, som uansvarlig. Sandheden er, at det havde været dybt uansvarligt at forfølge den samme strategi som man gjorde ovenpå finanskrisen, hvor man lod vores fælles velfærd og de kortest uddannede og lavest lønnede betale både pris og regning for krisen. Dennne gang valgte vi en helt anden vej.
Vores placering i top skyldes i mine øjne tre ting:
1️⃣ Vi har investeret os ud og krisen og vist at kriser kan og skal håndteres retfærdigt. Flere stillede spørgsmålstegn ved, om vi nu havde råd til en aktiv finanspolitik og de store hjælpepakker til virksomheder og selvstændige og lønkompensation til alle lønmodtagere. Det korte svar er ja. Vores politik var klog og ansvarlig. Den har holdt hånden under titusindevis af arbejdspladser og været god for økonomien. Altsammen fordi det har skabt tryghed for os allesammen og givet udlandet tillid til, at vi havde styr på det. Faktisk fremstår kritikken fra CEPOS, Berlingske lederskribenter og andre liberalister både komisk og uansvarlig, når man ser tilbage.
2️⃣ Sundhed og økonomi går hånd i hånd i denne globale krise. Ingen landes økonomi har undgået at blive ramt økonomisk, uanset hvor stor overdødelighed man har ville acceptere. Så når Søren Pape og Lars Løkke undervejs plæderede, at “kuren ikke må blive værre end sygdommen”, så er der intet sted på kloden der indikerer, at det havde været en fordel for vores økonomi og arbejdsmarked. At lade sygdommen rase igennem befolkningen og tage vores ældre og de svageste inden der havde været vacciner havde ikke gjort noget godt for samfundsøkonomien. Tværtimod. For det at have styr på sygdommen har været forudsætningen for at alle havde tillid til økonomiens fremtid. Alle de tiltag vi har taget i fællesskab og de restriktioner vi har levet under giver resultater. Det lykkedes os at holde det meste af økonomien kørende hele vejen gennem krisen. Rigtigt mange virksomheder har haft rygende travlt. Hundretusindevis af både privat og offentligt ansatte har knoklet under svære forhold. Tak for den indsats!
3️⃣ Det er ikke tilfældigt, at Norge og Sverige også ligger flot til. Vores nordiske velfærdssamfund og deres store grad af lighed er en stor styrke i en krisesituation. Fællesnævneren er vores tryghed, den høje grad af tillid mellem borgerne, den fri og lige adgang til alt der er essentielt i tilværelsen, omstillingsparate virksomheder og medarbejdere og kompetente myndigheder, der arbejder hurtigt og med mindre bureaukrati end i mange andre lande.
Krisen er en påmindelse om vores samfundsmodels uovertrufne styrke. Lad os huske hinanden på det næste gang blå partier foreslår at skære drastisk på vores velfærd.
Oversigten kan findes her hos The Economist.