Af Peter Mouritzen
Forfatter
Vrå
Ateist bliver jeg aldrig. Jeg er for dum. Min hjerne slår ikke til. Den har lige nøjagtig den kapacitet, der skal til for at stille de spørgsmål, som den ikke kan besvare. Det er dumt.
Det er noget andet med kommunen. Vi vil gerne have kommunal forvaltning i alt – men livet har ikke offentlige kontorer med blanketter til alle forhold i eksistensen. Noget må vi selv rode med. Det gør skuespilleren Stephen Fry. I det forløbne år så jeg på YouTube et klip med ham. Det var blevet meget delt, fordi man syntes han var så klog og sagde sande ting på en fræk måde. Jeg greb mig i at grine ad ham. Det er fordi jeg er dum og ikke forstår et suk.
Fry sad i et tv-studie med en studievært og talte mod Gud. Fry vs. Gud. Skuespiller Fry ville ikke acceptere en grusom Gud. Fry lavede nogle kriblekrablegrimasser omkring øjnene for at demonstrere, at der fandtes uhyggelige sygdomme med dyr, der angreb børns øjne – og kunne man tro på en Gud der havde skabt og tillod dette? Nej! En sådan gud vil vi naturligvis ikke tro på og tillade! Ethvert blot nogenlunde begavet menneske ved, at Gud er en overlærer i den danske folkeskole, som man kan klage over og få fyret! Og Stephen Fry er en belæst mand, han ved hvad han taler om.
Det var pinligt, at jeg sad og grinede. Det kan vel ikke undskyldes med dumhed. Man kan ikke altid undskylde sig med dumhed. Men jeg kom til at tænke på den gamle kritiker og åndsfyrste ved Jyllands-Posten Jens Kruuse, der i sin bog om litteraturens mesterværker inddrog Jobs bog fra Det Gamle Testamente og kaldte det vældigt. Job klager over uretfærdighederne til Gud, og Gud svarer ham. “Hvor var du, da jeg skabte Nilhesten?” Det var misforholdet mellem dette vingesus af retorisk, åndelig kraft og Stephen Frys ynkelige pipperi, der fik mig til at grine.
Studieværten sad passiv og tavs og talte ikke Fry imod. Det virkede, som om studieværten ikke skulle have noget klinket, han sad bare der som en kommunal sagsbehandler og ønskede at han kunne give sagen videre. Og jeg så pludselig Stephen Fry som en lille mand, der føler sig uretfærdigt behandlet og går til kommunen for at klage over Gud. Og kommuneklageassistenten siger til manden: “Vorherre er til frokost, kan du ikke komme tilbage klokken ét.” Jeg ønsker jer alle – også ateister – et rigtigt godt nytår med selvironi, selvkritik og først og fremmest ydmyghed i livets store spørgsmål, og retfærdighed i alt hvad der er samfundsskabt.
Et nyt år truer. Det kan endda rumme noget godt. Og det er det værste – for så kan vi ikke klage til Gud og kommunekontoret.
Fat mod, fordømte sjæle!
Følg forfatteren på facebook og her på hans blog: Peter Mouritzen