Efter at have beklædt formandsposten i Den Selvejende Institution Tornby Friplejehjem siden etableringen i 2019, har Oscar Djurhuus valgt at overgive stafetten til Peter Skovgaard.
Som en af idemagerne bag friplejehjemmet i Tornby har Oscar Djurhuus lavet et kæmpestort arbejde og ikke mindst stået i spidsen for den politiske indsats, der førte til, at Byrådet i Hjørring på deres møde i maj gav grønt lys til opførelsen af plejehjemmet.
Det videre arbejde i bestyrelsen er herefter gået ind i en ny fase, hvor ikke mindst byggetekniske kompetencer skal bringes i spil. Derfor har bestyrelsen lavet en ny konstituering og valgt Peter Skovgaard som ny bestyrelsesformand. Peter Skovgaard har mange års erhvervsmæssig ledelseserfaring med gennemførelse af store projekter. Det er derfor bestyrelsens opfattelse, at Peter Skovgaard er særdeles kompetent til at føre Tornby Friplejehjem I/S gennem den kommende byggeproces.
Oscar Djurhuus har indvilget i at fortsætte i bestyrelsen som menigt medlem. Endvidere er formanden for støtteforeningen Statsaut. Revisor Ole Rimmen også indtrådt i bestyrelsen for Tornby Friplejehjem S/I. Udover de 3 nævnte personer består bestyrelsen af Svend Ravn, Kurt Bærentsen, Dorthe KettelThomsen, Niels Chr. Jakobsen og Erik Jakobsen.


