Ferniseringen er lørdag den 21. juni kl. 13.00. Her vil Laila Zielke, Hirtshals Turisme holde åbningstalen – gratis entre og der bydes på et glas med bobler.
De fire kunstnere har meget forskellige stilarter, og denne udstilling er lavet over temaet NATUR.
Det er første gang de fire kunstnere udstiller samlet i forbindelse med deres malefællesskab PIGMENT, hvor de har lært hinanden at kende. Alle kommer med yderst interessant baggrund og det må betragtes som en premierer i fælles udstilling for Pigment. Malefællesskabet har kun eksisteret i ca. 1 år og benytter lokale i Sømandskirken i Hirtshals.
I malefællesskabet finder disse kunstnere støtte, inspiration og giver hinanden faglig sparring i fordybelsen af maleprocesserne, så kreativiteten kan vokse. Som flere fortæller uafhængigt af hinanden, udmønter denne inspiration og dette fællesskab sig i, at der nu bliver malet videre, når man kommer hjem.
Udstillingen er åben fra 21. -29. juni 2025 kl. 11-17.
Kunstnerne i rækkefølge
Gitte Madsen
Gitte Madsen bor i Løkken. Hele sit arbejdsliv har Gitte arbejdet med administration og har slet ikke været kreativ.
For nogle år siden blev hun introduceret til maleri – og herfra blev hun grebet af farver – og det de kan sammen. I dag maler Gitte farverige billeder – inspireret af himmel og hav.
Gitte arbejder også med papir, som farves med tryk. Papirerne bruges i små billede collager og dekoration af genbrugs krukker.
Charlotte Voetmann
Charlotte Voetmann bor i Tornby og har haft et travlt arbejdsliv. De senere år har der været tid til en anderledes fordybelse i kunsten inkl. deltagelse i forskellige kurser.
Gennem hele sit liv har hun tegnet og ladet sig inspirere af naturen omkring sig, hvor hun ofte færdes. Det er en ren oase af fordybe sig i.
Charlotte udforsker sine motiver og de forskellige teknikker i de naturalistiske billeder. For tiden veksler hun mellem softpastel og akvarel.
Hun har været med til at etablere malefællesskabet PIGMENT.
Kirsten Lundsgaard Corneliussen
Kirsten Lundsgaard Corneliussen er medlem af kunstgruppen PIGMENT i Hirtshals og er uddannet radiotelegrafist og lærer.
Et af hendes liniefag er billedkunst, i hvilket hun har undervist i 30 år. Personligt har Kirsten eksperimenteret med mange forskellige udtryksformer, teknikker og materialer, men hendes fascination af naturen og hvad der sker i samfundet og omverdenen har i høj grad været fællesnævneren for hendes forskellige frembringelser.
Aktuelt arbejder Kirsten mest med akrylmaleri – men man ved jo aldrig, hvad der venter om næste hjørne.
Thea Søvang
Thea Søvang er autodidakt BILLEDSKABER, der tager udgangspunkt i dagligdagen: Verdenssituationen, mennesket, naturen, det komiske, selvironi.
Thea har gennem hele livet tegnet, malet, lavet skulpturer og grafik m.m. samt fulgt div. Kurser bl.a. på Kunstakademiet i Aarhus hos Jannik Seidelin og skulptur hos Lise Blaaberg.
Thea er medlem af kunstgruppen Pigment i Hirtshals.
Kom og oplev værkerne
På sin vis er nogle få ord om hver kunstner i sig selv egentlig ikke fyldestgørende, for de har alle meget at byde ind med – så hvorfor ikke opleve de kreative sjæle og kunstværkerne på allernærmeste hold?
Årets udstillere håber at de øvrige medlemmer er med til at udstille samme sted, samme tid i 2026.
Foto: Privat.
Diskussionen om post