Denne onsdag var elever fra flere af de lokale skoler på Vendsyssel Teater for at se Teatret Fairplays forestilling Ping Pong.
Allerede i åbningsscenen møder man to unge mennesker, der spiller bordtennis eller altså netop ping pong. Vel at mærke to drenge, hvis opvækst har været turbulent og præget af uro.

Drengene Noah og Sander er nemlig blevet fjernet fra deres familier og begge kæmper de derfor frustrerede med at finde deres plads i livet. To unge mennesker, hvis bedste ven undervejs bliver hinanden, efterhånden som de får spejlet og reflekteret over deres respektive udfordringer.
Hvordan skaber man sin egen identitet i overgangen mellem barn og voksen, når man er anbragt? Og hvordan finder man ro i sig selv og i livet? Spørgsmålene er mange og svarene aldrig entydige, men en rød tråd, der tydeliggøres til sidst i stykket, er kritikken af relationspædagogikkens tyranni.

Det er aldrig barnets skyld eller ansvar, lyder det bedrevidende og ideologiserende pædagogiske postulat, hvilket en af drengene da også kort og kontant kalder noget pædagogisk fis.
Det er i dén grad imponerende, hvor meget dramatik skuespillerne Janus Elsig og Mads Emil Duelund Hansen formår at smashe ind over bordtennisbordet på den intime scene i Blackbox på Vendsyssel Teater.
I det hele taget var forestillingen sprogligt veloplagt og i øjenhøjde med dagens publikum, der tydeligvis kunne identificere sig om ikke med de to drenges anbringelse så dog med mange af deres følelser.
Der er ramsaltet samfundssatire og psykologisk indlevelse i den socialrealistiske kritik af disse års herskende pædagogik i skoler og daginstitutioner.
Kritikken bliver fornuftigvis undervejs udfoldet og nuanceret, men systemet får én på sinkadusen.
Stykket vises også lørdag.


