I Harold Pinters moderne klassiker Bedrag kastes vi hovedkulds ind i den kulturelle middelklasses problemer i det monogame parfohold, som er blevet sørgeligt aktualiseret af den aktuelle sag i toppen af fagforeningen 3F.
I en minimalistisk scenografi og en indledningsvis endnu mere sparsom dialog ledes vi nemlig så at sige kronologisk set baglæns ind i bedragets og utroskabens komplekse og selvbedrageriske psykologi. Af alle bedrag er sidstnævnte da også det værste, thi der er den bedragne tvunget til konstant at være i selskab med bedrageren, som det er blevet konstateret at Søren Kierkegaard.
I Pinters stykke bedrager Emma sin mand Robert med dennes bedste ven Peter. Han bedrager til gengæld Robert ved at holde affæren hemmelig, mens Peter bedrager sin kone, om hvem det antydes, at hun bedrager ham med en kollega. Robert har i årevis bedraget Emma. Han bedrager tillige Peter ved ikke at fortælle, at han længe har haft kendskab til affæren mellem Peter og Emma.
Dermed kan man for så vidt konstatere, at de alle bag den postulerede harmoni i kernefamilien bedrager hinanden på kryds og tværs med inddragelse af børn, familie og kolleger. Først og sidst bedrager de imidlertid hver og én sig selv og sidder dermed i selvberagerens pinefulde saks.
Ikke mindst i kraft af den allerede nævnte baglæns kronologi og stærke skuespilpræstationer med knivskarpt timede og leverede replikker udfolder stykket tillige på subtil vis både en fortælling om bedrag og erindring samt om sprogets magt og afmagt mennesker imellem.
Flot fortolket af Folketeatret og hatteløft for Hjørring Teater, som efter to års coronakrise forhåbentlig nu for alvor er tilbage med et stærkt program på Vendelbohus.
