Vidste du, at politiet har betjente, der hver dag går på arbejde i dyrenes tjeneste? I politiet har de nemlig tre specialiserede dyrevelfærdsenheder, hvoraf en er placeret hos Nordjyllands Politi. Enhederne behandler, efterforsker og forebygger tilsammen dyreværnssager i hele landet.
Dyrevelfærdsbetjentene tager sig eksempelvis af sager om uforsvarlig behandling af og mishandling af dyr, hvalpefabrikker og ulovlig handel med truede dyrearter. Og så er de opsøgende i forhold til at tage vanrøgtsager i opløbet og opfange nye tendenser på dyreværnsområdet. De kommer i kontakt med mange forskellige arter, lige fra slanger og sommerfugle til hunde, heste, grise, køer og får.
De specialuddannede politifolk arbejder tæt sammen med blandt andet TOLD, Fødevarestyrelsen, Miljøstyrelsen og dyreværnsorganisationer, når de foretager grænsekontrol af import og eksport af dyr og rykker ud til anmeldelser om overtrædelser af hunde- og dyreværnsloven.
Obs! Ingen af dyrene på billederne lider nød eller har være udsat for noget ulovligt.
Kilde: Politi.


