Patruljer fra Nordjyllands Politi søgte mandag aften efter en 14-årig pige, som har været forsvundet fra en institution på Hirtshalsvej i Hjørring siden mandag eftermiddag klokken 17.10.
– Både personalet på institutionen og pigens familie har ledt efter hende uden held. Vores patruljer i området kigger efter hende, men vi har umiddelbart ikke noget specifikt sted at lede, siger vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.
Tirsdag morgen oplyser vagtchef Jesper Sørensen, at politiet fortsat søger den 14-årige pige.
Den 14-årige pige lider ifølge politiet af livslede, og Nordjyllands Politi beder derfor offentligheden om hjælp i håb om at finde hende.
Pigen beskrives som 170 centimeter høj og spinkel. Hun har mellemlangt krøllet hår, der er farvet rødt i den ene side og blå i den anden side. Pigen bærer en sort taske. Derudover bærer hun sandsynligvis en sort dynejakke.
– Vi ved ikke, om hun er i Hjørring, eller om hun for eksempel har taget bussen væk fra byen. Vi håber, at nogle kan genkende pigen på hendes hårfarve, siger Poul Fastergaard.
Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.