Hjørring Futsal Klub (HFK) er som tidligere anført blandt landets allerbedste. Den lokale klub har gennemgået en opsigtsvækkende udvikling hen over de foregående sæsoner, og har tilmed en trofast fanskare, der gang på gang skaber en uforlignelig kulisse, uagtet hvor holdet spiller.
Dog indtraf højdepunktet først den forgangne sæson, da man slog favoritterne fra Gentofte i finalekampene som forinden havde vundet 6 mesterskaber på stribe. Man sikrede sig hermed omsider den hæderfulde DM pokal efter en række år, hvor det lige akkurat mislykkedes i de vitale playoff kampe.
Denne sæson har man leveret en massiv kontinuitet, hvilket er understreget ved fortsat at være ubesejret i Park Vendia hallen, og blot et nederlag hidtil sammenlagt. Denne bemærkelsesværdige stime blev dog brudt af København Futsal, som også ligger stabilt blandt topholdene i ligaen, der afsluttede grundspillet på en velfortjent 3. plads.
København er ovenikøbet det eneste mandskab, der har evnet at tage point fra Hjørring, i begge af deres indbyrdes opgør.
Herunder følger der som allerede nævnt et spillerportræt af den nordjyske winger Claus Christensen, som har været tilknyttet den lokale klub siden 2018.
Navn og alder?
– Claus Christiansen, 29 år.
Baggrund og uddannelse?
– Salgsassistent og serviceøkonom.
Hvor længe har du spillet futsal?
– Jeg har spillet siden 2019, har dog været ude af truppen mere eller mindre 3 år pga skader samt arbejde i udlandet, så det er desværre ikke blevet til den mængde futsal, som jeg kunne have ønsket
Hvorhenne har du spillet og i hvilke klubber?
– Hjørring Futsal Klub.
Hvornår fik du din debut for Hjørring Futsal Klub?
– Det er mange år siden, klubben gik under navnet Lundergård dengang, men for HFK var tilbage i 2019.
Hvad er dine forventninger til den igangværende sæson?
– At komme til at træne et par gange, så jeg håber på at være involveret i nogle træningssessioner inden vi går på sommerpause. Derudover er min forhåbning at se drengene vinde DM igen.
Hvad er din største futsal-oplevelse?
– Champions League deltagelse og debut. Samt at se holdet vinde mesterskabet sidste sæson.
Hvad laver du ved siden af Futsal ( Job, Studie, Fritidsinteresse)
– Arbejder hos ICV sports travel. Udover arbejde skal jeg i september til at i gang med at læse min bachelor færdig. Der skal samtidig renoveres hus med kæresten.
Hvad er dit personlige mål/ambition med futsal?
– Spille en sæson uden skader er øverst på listen.
Hvordan håber du, futsal som sportsgren udvikler sig?
– Jeg håber futsal bliver en helårsaktivitet, så vi kan fremme det i de forskellige klubber, og derigennem øge breddeltagelsen. Hvilket vil medfører en større konkurrence i futsal, som kan optimere niveauet nationalt og i klubregi .

Hvad skal der ske nu hos Hjørring Futsal Klub
Hjørring Futsal Klub (HFK) har den forgangne weekend færdiggjort grundspillet med en 2-5 sejr på udebane i Sportsparken Gentofte. Dette betyder, at HFK slutteligt ender isoleret i toppen med 49 point og 11 ned til nærmeste konkurrent.
Den kommende modstander bliver Aalborg Futsal Klub i playoff-kvartfinalerne, efter de indhøstede sig 8 pladsen i en vaskeægte magtdemonstration mod Sønderborg, der havde været nødsaget til at udtage et amputeret hold grundet flere afbud i et ellers uhyre vigtigt opgør.
Derfor led man et stort nederlag på 10-3, dog må man også kreditere Aalborg, der kreerede chancer i overflødige mængder og krydrede det med en omgang seværdig futsal samt hele vejen igennem spillede med en gigantisk pondus.
Kampene bliver afgjort efter konceptet bedst ud af 3 mulige, hvor Aalborg skal være på stikkerne, såfremt man vil få skovlen under overlegne Hjørring, og sende chokbølger gennem den landsdækkende futsal liga.
Aalborg har dog spillemæssigt været markant bedre efter julepausen, hvilket resultaterne også har båret præg af, men unægteligt den værst tænkelige dyst, de kunne have ønsket sig. Omvendt er det en glimrende mulighed for at vise sig frem mod en absurd formstærk kollektiv enhed, der vil satse hele butikken på at forsvare trofæet.
Billetterne kan skaffes via boldbillet, og kampene transmitteres direkte hos Futsal Ligaen på YouTube.
Link til et par af mange relaterede artikler