Den femte i rækken af nyvalgte lokalpolitikere i Hjørring Kommune, som vi vil levere et lille portræt af, er Martin Prentow fra Socialdemokratiet.
Hvad motiverede dig til at stille op til byrådet?
– Min motivation for at stille op udspringer af den stigende ulighed på arbejdsmarkedet. Særligt faglærte og ufaglærte ansatte i større virksomheder oplever i stigende grad forringede arbejdsvilkår og et dårligere arbejdsmiljø, samtidig med at virksomhedernes overskud vokser. Det førte til, at jeg valgte at stille op som tillidsrepræsentant, og ad den vej blev jeg politisk aktiv. Når jeg har valgt at stille op, er det også for at være et talerør for faglærte og ufaglærte. Når der træffes politiske beslutninger, som påvirker deres hverdag, er det afgørende, at der sidder nogen ved bordet, som kender deres virkelighed.

Hvad er din vigtigste politiske mærkesag?
– Fair beskæftigelsesindsats. Når borgere rammes af ledighed, sygdom eller arbejdsskader og ikke længere kan være tilknyttet arbejdsmarkedet i samme omfang som tidligere, skal de mødes med respekt, faglighed og forståelse for deres situation. De skal hjælpes hurtigt videre i job eller uddannelse, og hvis det ikke er muligt, skal der tilkendes fleksjob eller førtidspension uden urimeligt lange forløb med jobafprøvninger og andre indsatser, som er til stor belastning for borgeren og deres familier.
Hvilken baggrund tager du med ind i byrådsarbejdet?
– Jeg er uddannet industrislagter på Hjørring Slagteri, som desværre lukkede kort tid efter. Efterfølgende fik jeg job på slagteriet i Sæby, hvor jeg arbejdede frem til 2016. Her omskolede jeg mig til kranfører og søgte job i hele landet. Som nyuddannet kranfører uden erfaring var der stort set ingen, der svarede – bortset fra BMS i Hvidovre, som var villige til at investere i den rette oplæring. Det betød, at jeg i tre år fik mulighed for at opleve hovedstaden gennem arbejdet som mobilkranfører på et væld af byggepladser.

– Efter tre år søgte jeg job i virksomhedens Aalborg-afdeling og fik en del kortere til arbejde. I Aalborg blev jeg valgt som tillidsrepræsentant for mine kolleger, hvilket – som tidligere nævnt – førte til en øget faglig interesse. Det resulterede i, at jeg i 2023 søgte og fik jobbet som faglig sekretær i Byg- og Grøn-gruppen i 3F Skagerak, hvor jeg er ansat i dag.
Hvor vil du gerne gøre en konkret forskel i Hjørring Kommune?
– Jeg vil arbejde for at gøre en forskel for helt almindelige lønmodtagere, der af den ene eller anden grund har brug for kommunen, og sikre at de bliver mødt med gensidig tillid og respekt. Derudover ønsker jeg at være med til at styrke fritids- og foreningslivet; her kan vi for få midler gøre en meget konkret forskel for rigtig mange borgere. Endelig har jeg et ønske om, at Hjørring by får en skatepark. Det vil jeg arbejde for, men med kommunens økonomi bliver det en svær opgave – jeg er dog optimistisk.

Hvad har overrasket dig mest ved byrådsarbejdet indtil nu?
– Jeg har forberedt mig grundigt på arbejdet med at sidde i byrådet gennem flere år. Jeg har læst dagsordener, deltaget i samtlige byrådsmøder og været med til gruppemøder. Derfor er der i den første måned ikke meget, der har overrasket mig. Det har dog overrasket mig, at flere af mine nye kolleger ikke har lavet samme forarbejde, trods stærke holdninger til bestemte emner.
Hvordan vil borgerne kunne mærke din indsats i hverdagen?
– Jeg har en klar målsætning om at være synlig – både på sociale medier og ude i virkeligheden. Jeg vil deltage i den offentlige debat og vil altid være til rådighed for borgere, der har noget på hjertet. I valgkampen havde jeg mange gode samtaler med borgere om deres oplevelser af at være borger i Hjørring Kommune, på godt og ondt. De samtaler håber jeg at få mange flere af i løbet af denne byrådsperiode.

Hvad er den største udfordring for kommunen lige nu?
– Det er helt sikkert økonomien og den demografiske udvikling, og de to ting hænger tæt sammen. Vi bliver flere og flere ældre og færre unge. Samtidig rejser mange unge ud for at uddanne sig, men vender ikke hjem igen efter endt uddannelse. Det er en stor udfordring, som betyder, at vi i de næste tre år skal finde betydelige besparelser, og det kommer til at gøre ondt. Det udfordrer os i forhold til at levere den velfærd og service, vi ønsker.

Hvem er du, når du ikke er politiker?
Jeg er altid politiker, ligesom jeg altid er far til mine tre børn og ægtemand til min hustru, Chenette. Jeg er et sted i livet, hvor jeg sætter stor pris på ro, når jeg holder fri. Jeg nyder at læse en god bog, gå en tur med hunden og ellers bare være sammen med familien.

– Jeg går meget op i min sundhed og holder mig i form med en daglig times træning i motionscenter. Chenette og jeg er begge dykkere, og mindst én gang om året rejser vi sydpå og kobler helt fra i en uge, hvor vi bor på en båd, og hvor levereglen er: dyk, spis, sov, gentag.


