Der var ikke behov for besøgstal eller lange forklaringer for at forstå, hvor højt Poul Anker Bech stadig er elsket i hvert fald i Vendsyssel. Søndag eftermiddag, hvor Kunstbygningen i Vrå lukkede dørene til udstillingen Vi elsker Poul Anker Bech, talte billederne uden for udstillingssalene næsten lige så tydeligt som dem indenfor.
Bilister cirkulerede rundt i Vrå i jagten på en ledig parkeringsplads, mens en lang kø af besøgende snoede sig fra indgangen og ud foran Kunstbygningen. Det lignede næsten en kulturbegivenhed i en storby, men udspillede sig midt i Vendsyssel, hvor den folkekære billedkunstners værker endnu en gang viste deres usædvanlige tiltrækningskraft.

Det trafikale kaos var i virkeligheden den mest håndgribelige dokumentation for udstillingens titel. Hvis nogen havde været i tvivl om, hvor mange der elsker Poul Anker Bech, blev tvivlen manet til jorden på udstillingens sidste åbningsdag.
Poul Anker Bech, der voksede op i nærheden af Tårs og døde i 2009, har gennem årtier indtaget en ganske særlig plads i dansk kunst. Hans motiver kredser om det nordenfjordske landskab, hverdagslivet og menneskets spor i naturen, men billederne rummer samtidig en drømmeagtig og eksistentiel dimension, med surrealistisk strejf, som gør dem åbne for utallige fortolkninger. Hans værker er på én og samme gang fabulerende og poetiske, realistiske i deres motiver, men med en stille gådefuldhed, der bliver hængende længe efter, man har forladt udstillingen.

Netop den særlige forbindelse mellem kunstner og publikum var omdrejningspunktet for udstillingen Vi elsker Poul Anker Bech. I stedet for blot at præsentere en række malerier satte udstillingen fokus på den langvarige relation mellem kunstværkerne og de mennesker, der har levet med dem gennem generationer. Mange af de udstillede værker var udlånt fra private samlere, hvilket gjorde det muligt at opleve malerier, som normalt hænger i private hjem og sjældent vises offentligt.

For mange besøgende var gensynet med de karakteristiske landskaber, ensomme bygninger, traktorer, veje og horisonter også et møde med deres egne erindringer. Poul Anker Bechs billeder formår at skildre det velkendte vendsysselske landskab, samtidig med at de åbner et rum for eftertanke, melankoli og fantasi.
Den overvældende interesse på udstillingens sidste dag understreger, at kunstnerens betydning ikke er blevet mindre med årene. Tværtimod synes hans billedunivers fortsat at samle både trofaste beundrere og nye generationer af kunstinteresserede.
Søndagens lange køer ved Kunstbygningen blev derfor mere end blot et udtryk for stor publikumstilstrømning. De blev et synligt bevis på, at Poul Anker Bechs kunst stadig taler til mennesker, stille, poetisk og med en styrke, der kan fylde både udstillingssale og parkeringspladser.
Nåede man ikke udstillingen i Vrå, kan man fortsat frem til den 20. september se udstillingen Poul Anker Bech – På vej på Vendsyssel Kunstmuseum.
Link til to af mange relaterede artikler
Fernisering trak fulde huse til udstilling med Poul Anker Bech


