Der er forår i luften
Der er forår i luften
hør som fuglene synger
mærk hvor hjertet nu hopper
og danser og gynger
i haven små blomster
vrimler nysgerrigt op
mens vi ser på hinanden
jeg mærker min krop
atter længes mod forår
og mod lys og mod sommer
den vil favne det hele
når det alt sammen kommer
Der er forår i luften
snart en smuk anemone
den vil vise os alle
sin yndige krone
og ydmygt berette
om sin særlige æt
lidt genert vil den stå som
en sand majestæt
og da bukkes ærbødigt
imens nogle de nejer
i respekt for at blomsten
holder hof som den plejer
Der er forår i luften
der er forår ved vandet
se en strandfugl just løber
og leger i sandet
i kådhed som bølgen
når den viser sin krop
når den sammen med blæsten
og solen står op
alle længes mod forår
og mod lys og mod sommer
vi vil favne det hele
når det alt sammen kommer
Af digter og forfatter Poul Jansen i februar 2022.