Frihedsskriget
Så smukt i morgenbrisen
en flugt henover vand
en havfugl kender ikke
til tvang og grænseland
dens stemme aldrig bindes
med magt og vold og krig
stolt lyder over havet
vor havfugls frihedsskrig
Du vidt berejste havfugl
hver strand hver havn dit hjem
bag sandheds ånd og kølvand
du altid finder frem
når du mens storme raser
hvert uvejr byder trods
da mærker vi den havfugl
som ligger gemt i os
I frihed over havet
når brisen ånder fred
på tankens frie vinger
vi gerne følger med
mod fjerne horisonter
som stedse flytter sig
mod brede åbne strande
vi sammen er på vej
Ved Danmarks lyse kyster
fra syd til langt mod nord
i alle verdens hjørner
der bor dit frie ord
din grænseløse verden
din store frihedstrang
dit skrig henover havet
vor fælles frihedssang
Af digter og forfatter Poul Jansen.