Tågetid
Når et blad så sagte visner
når du ikke ta’r min hånd
når det føles svært at knytte
smukt og varigt venskabsbånd
når en byge rammer sindet
selv om den er ganske blid
er det svært at finde ord for
denne tunge tågetid
Når en fugleunge falder
ud fra redens trygge skjul
når ens tale lyder fattig
og aldeles tom og hul
når et håb i horisonten
nægter stejlt at komme hid
er det svært at finde fred i
denne tunge tågetid
Men når tågen atter letter
da ses himlen lys og klar
og blandt solens milde stråler
svære spørgsmål finder svar
midt i skyggetyvens verden
mangt blev kastet hid og did
nu blot mindes under himlen
fordums tunge tågetid
Af digter og forfatter Poul Jansen i marts 2023.