Regnbuens endestation
Jeg rejser mod regnbuens endestation
hvor der findes en ravgylden skat
hvor evighedslyset det ej brænder ud
og hvor at det aldrig er nat
på himmelen regnbuen viser os vej
så smukt i et underskønt skær
jeg rækker min hånd imod regnbuens lys
og jeg mærker at du står mig nær
Jeg rejser mod regnbuens endestation
se deroppe den viser os vej’n
den sender sit lys imod krop sjæl og sind
og byder på solskin og regn
skønt sorger og glæder har hver deres pol
som tvillinger følges de ad
jeg føler at regnbuens endestation
just nu lytter til fuglenes kvad
Og fuglene hilser et nyt morgengry
imod solen de synger stå op
det føles at regnbuens endestation
får bolig i sjæl sind og krop
mon dagen den byder på solskin og regn
jeg ser imod himmelens rum
og mærker at regnbuens endestation
gør mig rig gør mig glad gør mig stum
Af digter og forfatter Poul Jansen i april 2026.



