Hvis du vil vide, hvad hertugen af Alba – et sted i Spanien på et tidspunkt i middelalderen – har med Hirtshals Havn og kompasretterpælen at gøre, så tjek linkene sidst i artiklen her…
Under alle omstændigheder refereres der på infotavlen ved den ”nye” kompasretterpæl til begrebet Duc D’Albe, som nu er kommet til ære og værdighed som skulptur nær Den gamle Bedding i Havnegade 3…
Fredag den 12. juni blev der sat et festligt punktum på havnen, hvor Byforum Hirtshals officielt kunne præsentere resultatet af en længerevarende indsats med taler, fællessang og hygge…
Byforums formand, John Kongerslev, bød velkommen og fortalte om meningen med det hele… Den gamle pæl blev taget på land i 2019, og siden har man arbejdet på forskellig vis med ideer til, hvordan den ville kunne blive et værdigt minde om de dage, hvor aktivitetsniveau og antallet af skibe gav havnen sin storhedstid…
Kongerslev kunne med tilfredshed konstatere, at pælen nu havde fundet sin rette plads… godt nok har den gamle pæl været udsat for ganske megen restaurering efter, at Byforums Fortovsmatroser må se i øjnene, at den oprindelige Duc D’Albe ikke ville klare ret megen mere tid på land, men efter sigende er den øverste svingarm ganske identisk med den oprindelige…
For en svingarm skal der til, når fiskekuttere – nye eller efter reparation – skulle have kalibreret deres kompasser… det krævede mere sund fornuft end teknik, når svingarmen på svajepælen – som den vist rettelig skal kaldes – bragte kutteren i en position med en landkending, der havde tradition for at pege på nord, hvorefter kutterens kompas kunne justeres…
Godt at vide, hvordan man klarer sig uden GPS, hvis skidtet skulle sætte ud…
Fiskeriforeningens formand – Niller – kunne herefter foretage den officielle markering af projektets åbning ved at forsikre de mange fremmødte om, at svingarmen så sandelig fungerer, som den skal efter, at han havde krydret pælens historie med nedslag i fiskerihavnens historie… af og til kunne sådan en pæl godt ligge lidt i vejen, men det var aldrig lykkedes nogen at sejle den ned…
Under alle omstændigheder er den oppe – på land og i sikkerhed – hvilket blev markeret med sangen HVOR MÅGERNE SKRIGER suppleret med fiskefrikadeller og noget til at skylle ned med…
Fernando Álvarez de Toledo, den tredje Hertug af Alba2.
Foto: Elling.


