Sognepræst i Tversted Uggerby Pastorat, Johan Hermann Rump, er sygemeldt med et kompliceret brud på en fod.
I bestræbelserne på at gøre konfirmations-undervisningen ekstra sjov for de unge mennesker udfordrer Tversted Uggerby Pastorats sognepræst, Johan Hermann Rump, ofte holdet også i sportslige udfoldelser.
Forleden førte konfirmandernes ugentlige basketball-kamp, hvor det er præsten mod resten, til en brækket fod for den populære præst, som her forklarer:
– Når de unge mennesker en times tid har lyttet og svaret tålmodigt på Livets Store Spørgsmål, kaster vi os ud i en halv times fysisk aktivitet. Det er normalt basketball, men også ture på havets surf-bølger og på kælke-bakkens sne eller i Præsteskovens fauna er det blevet til medmindre regn har tvunget os indendørs.
– I den omtalte basketball-kamp var jeg, som næsten altid, i førertrøjen – lige indtil jeg landede efter en scoring. Først troede jeg, at det var en forstuvning, men på hospitalet var beskeden en anden, og nu er jeg opereret og sygemeldt af lægen.
Veluddannede kræfter fra Tversted Menighed er heldigvis trådt til, så konfirmand-undervisningen efter aftale med forældrene fortsætter lokalt med falkonér Peter Frank Wenzel og skipper Rasmus Mølbak Filtenborg – helt efter årsplanen.
De tager over indtil sognepræstens konfirmation af de otte teenagere lørdag den 2. maj klokken 10:30 i Tversted Kirke.
Gudstjenester og eventuelt begravelser varetages i mellemtiden af dygtige vikarpræster fra nabosogne. Interesserede kan følge med på pastoratets hjemmeside Tversted-Uggerby.dk.
– Endvidere kan menighedsrådene med organist, kirkesanger, kirketjener og kirkens frivillige arrangere ”lægmandsgudstjenester” uden præst. Så alt skulle være i gode hænder – trods brækket fod, skriver Johan, jeres Tversted/Uggerby-præst.
Søndag den 15. marts er der klokken 9 i Tversted Kirke “Morgenfrisk Morgensamling med morgenbrød og morgensang” ved Svend Thorhauge, der er sognepræst i Tornby-Vidstrup Pastorat.
Herunder glimt fra konfirmations-forberedelse i Tversted Uggerby Pastorat.
Fotos fra graver Gerti og præstedatter Agnete


