Hvis maritime virksomheder mangler medarbejdere, så er det nu, de skal trykke DEL. I dag går den nye uddannelses- og rekrutteringsportal www.maritimefuture.dk nemlig i luften, og gennem den skulle flere unge meget gerne få øje på den maritime industri.
Portalen er en del af Danske Maritimes uddannelses- og rekrutteringsindsats, som går under betegnelsen Maritime Future, og formålet med portalen er at inspirere flere unge til at vælge en maritimt relevant uddannelse og en karriere i den maritime industri. Der er særligt fokus på de tekniske uddannelser, og målgruppen er unge i alderen fra 15 til 24 år. Det vil sige både de helt unge, der er på vej ud af folkeskolen, og unge, der er længere i uddannelsessystemet, og som nu vil specialisere sig eller i kontakt med erhvervslivet.
Danske Maritimes vicedirektør, Cecilie Lykkegaard, håber, at portalen bliver til stor gavn for både de unge og for virksomhederne:
”Vi har glædet os meget til at søsætte maritimefuture.dk. Manglen på især teknisk uddannede medarbejdere i den maritime industri er akut og desværre stigende, fordi der er så stor rift om de alt for få unge med tekniske uddannelser. Platformen skal fungere som et bindeled mellem den maritime industri og de unge, som vi gerne vil have til at rette blikket mod vores spændende branche. Samtidig vil portalen være et vigtigt værktøj i forbindelse med vores samarbejde med andre aktører, ikke mindst undervisere og vejledere,” siger Cecilie Lykkegaard.

Når man bevæger sig rundt på sitet, får man en fornemmelse af de mennesker, der arbejder i den maritime industri, branchens store bredde, et overblik over relevante tekniske uddannelser og en indsigt i den maritimes industris vigtige bidrag til grøn omstilling på verdensplan. Videre kan man læse om de enkelte virksomheder og blive klogere på karrieremulighederne rundt i landet.
Portalen skal bidrage til at vise, hvor meget den maritime industri har at tilbyde, og udover den nye rekrutteringsportal, arbejder Danske Maritime også med en række målrettede uddannelsesaktiviteter, fx Innovation Camp, Maritime Karrieredage, Young Tech Lab. Tech Cases og meget mere, som alt sammen har til formål at få flere unge til at få øjnene op for mulighederne og perspektiverne i en maritim karriere.
Maritimefuture.dk bliver suppleret med tilstedeværelse på bl.a. Instagram og YouTube under navnet @maritimefuture_dk og #maritimefuture, og det er her, at DEL kommer ind i billedet. For med manglen på arbejdskraft i den maritime industri skal der en fælles indsats til for at sætte spot på samtlige spændende muligheder i den maritime industri – uanset om de unge er 15 eller 24 år.
Portalen er skabt med støtte fra Den Danske Maritime Fond, og maritimefuture.dk vil blive løbende opdateret – også med aktuelle praktik- og studiejobmuligheder, ligesom Danske Maritime med portalen ønsker at øge samarbejdet med andre aktører, herunder ikke mindst undervisere på skoler og universiteter.
Danske Maritime er brancheorganisation for danske leverandører af skibe, maritimt udstyr, service og skibsdesign.
Diskussionen om post