Af Kasper Roug
Medlem af Folketinget
Socialdemokratiet
Intet parti er med i flere aftaler med den siddende socialdemokratiske regering end Det Radikale Venstre. Sjældent har der været en regering, der laver så mange brede politiske aftaler hen over midten, som den siddende S-regering.
Historisk har Det Radikale Venstre sammen med Socialdemokratiet skabt fantastiske fremskridt for vores samfund. Radikale var med under Stauning, under Hedtoft og H.C. Hansen, delvist under J.O. Krag og Anker Jørgensen. Radikale og Socialdemokratiet har fantastisk meget til fælles. Og personligt må jeg indrømme, at jeg har stor sympati for Det Radikale Venstre og dets mange sympatiske, dygtige og hårdtarbejdende politikere – både på Christiansborg og lokalt.
Det er vel også netop af alle disse mange grunde, at Det Radikale Venstre har så fantastisk stor indflydelse i disse år. Lad mig blot nævne: Miljø- og klimapolitikken, sundhedspolitikken, uddannelses- forsknings- og beskæftigelsespolitikken, kulturpolitikken, landbrugsaftalen, trawlforbud i bælterne og senest statsministerens melding i nytårstalen om brug af udenlandsk arbejdskraft de steder, hvor det kniber med at skaffe hænder nok.
Jeg har ærlig talt svært ved at se, at der skulle være ret mange partier på Christiansborg udover Socialdemokratiet selv, der har mere indflydelse på regeringens politik end De Radikale. Det er klart, at de ikke er tilfredse med vores udlændingepolitik, hvor vi er langt mere faste- og restriktive end det, de radikale lægger op til. Men hvor vil de få flertal for deres bløde og slappe udlændingepolitik? Da ikke ved at gå sammen med V og K, der nødvendigvis må støttes af DF og Nye Borgerlige for at få flertal. Jeg gentager, er De radikale villig til at støtte en regering som er afhængig af stemmer fra DF og de Nye Borgerlige?
Ikke desto mindre har Sofie Carsten Nielsen netop været ude med en højst besynderlig melding om, at De Radikale ikke vil støtte en socialdemokratisk et-partiregering igen. Partiet vil – forstår man på Carsten Nielsen – stemme imod en fortsættelse af den nuværende Mette Frederiksen regering for at fremprovokere en bredere regering.
Jamen vil de radikale rent faktisk nedstemme en regering, der har givet de radikale den største indflydelse i adskillige år? Ønsker de radikale hellere en regering med Søren Pape eller Jakob Ellemann som statsminister – og derved støtte fra DF og Nye Borgerlige, som falder over hinanden for at underkende en rigsrets afgørelse, hvilket er dybt uansvarligt?
Eller vil Sofie Carsten Nielsen nu selv vil være statsminister? Og hvem forestiller de sig skal støtte en sådan regering? Pape og Ellemann? De to, der i forvejen ikke ved hvem som skal være statsminister.
Og er det mærkelige ikke, at Det Radikale Venstres nye melding, slet ikke handler om politisk indhold, men alene om konstruktioner, ministertaburetter og prestige. Som socialdemokrat vil jeg altid hellere end gerne samarbejde med de radikale. Vi har så meget til fælles. Vi har en flot historie sammen.
Vi har opnået flotte resultater sammen. Men jeg må indrømme det skuffer mig lidt, når Sofie Carsten Nielsen tilsidesætter det politiske indhold og en politiske substans – ene alene på grund af taburetkløe og begæret efter ministerposter.
