Af sundhedsminister Magnus Heunicke og fødevareminister Rasmus Prehn
Det er socialdemokratisk hjerteblod, at alle har mulighed for at leve et sundt liv og har adgang til fælles sundhedsydelser. Det er uanset, hvor lille eller stor en pengepung, du slæber rundt på.
Hvis du bliver syg, skal du have hjælp. Om du er studerende eller selvstændig, om du er på dagpenge eller direktør. Om du er ryger eller elitesportsmand. Kræft, et brækket ben eller psykisk sygdom kan ramme os alle.
Lad os slå fast med det samme, at der er rigtig meget, som fungerer godt i vores sundhedsvæsen. Vi kan glæde os over at være danskere og over vores fantastisk dygtige og omsorgsfulde personale.
Men desværre må vi også erkende, at der er områder, hvor det kan blive bedre. Og hvor vi er nødt til at gøre noget nu. Ikke mindst fordi, vi allerede nu ved, at opgaverne bliver flere i de kommende år. F.eks. bliver der markant flere ældre. 125.000 flere ældre siger prognoserne. Dermed kommer der bl.a. også langt flere kroniske patienter, som skal behandles.
Hvis ikke vi nytænker sundhedsvæsnet nu, risikerer vi at komme for sent i gang. Og hvis vi ikke lykkes med at flytte mere behandling væk fra hospitalerne, risikerer de at sande til. Derfor skal vi i den grad styrke forebyggelsesområdet. Og vi skal gøre, hvad vi kan for, at vi danskere kender og lever efter nogle af de mange gode sundhedsråd som f.eks. de officielle kostråd, opmuntres til at tage cyklen fremfor bilen og får nemmere adgang til at dyrke motion.
Flere steder mangler der sammenhæng i vores sundhedsvæsen. Det ses fx i samarbejdet mellem kommuner, regioner og praktiserende læger. Og desværre er det også blevet sådan, at der er for store forskelle i det sundhedsvæsen, man møder, alt efter hvor i landet man bor. Mest iøjnefaldende er det måske, at mange danskere bor i lægedækningstruede områder. Altså områder, hvor det ikke er til at få en privatpraktiserende læge. Endelig er det efterhånden også tydeligt for alle, at vi mangler personale på vigtige områder. Alt det skal vi gøre noget ved. Og derfor er det også helt, helt afgørende, at vi modsat store dele af blå blok, vil lade pengene følge med, når der kommer flere ældre.
Regeringen har allerede tilbage i marts 2022 fremlagt et forslag til en sundhedsreform, Gør Danmark sundere. Og i maj 2022 lavede vi en aftale med et meget bredt flertal i Folketinget. En aftale, der særligt havde fokus på at forebygge indlæggelser, på at sikre mere nærhed i sundhed og på at gøre sundhedsvæsnet mere robust med flere dygtige medarbejdere.
Men arbejdet stopper langt fra her. Helt afgørende er det, at vi skal skabe nogle bedre arbejdsvilkår for de ansatte i vores sundhedsvæsen. Det handler ikke mindst om, at vi skal anerkende, at løn også spiller en betydelig rolle. Også set i lyset af, at der kommer flere og flere vikarer rundt om på vores sygehuse. Vi skal både kunne rekruttere og fastholde vores dygtige personale. Tankerne om løn og arbejdsvilkår vil vi fortælle mere om i den kommende tid. Derudover har regeringen også nedsat en kommission for et robust sundhedsvæsen, som skal sikre, at vores sundhedsvæsen er rustet til en fremtid med markant flere ældre. Det er nu, vi skal turde bide skeer med de store og svære problemstillinger, der rækker langt ind i fremtiden.
Derfor har vi brug for brede og langsigtede løsninger og samarbejde.
Derfor har vi brug for en bred og samlende regering.
Link til tidligere indlæg
Anne Honoré Østergaard (V): Venstre vil have et sundhedsvæsen med borgeren i centrum