Af Rasmus Prehn
Fødevareminister
Socialdemokratiet
Uddannelsesministeren har i dag samlet Folketingets partier i en bred aftale om en reform af læreruddannelsen. Det er jeg svært begejstret for.
Selvom læreruddannelsen stadig er en af de mest søgte uddannelser, så har det i flere år været sådan, at for få studerende har søgt ind på landets læreruddannelser ligesom for mange studerende falder fra undervejs eller kort tid efter, de er begyndt at arbejde som lærere. Den udvikling kan vores skoler ikke tåle på sigt. Og det skal reformen nu gøre op med.
Underviserer og studerende på læreruddannelsen skal sættes mere fri, de studerende skal meget mere i praktik, og tilbydes mere undervisning med en højere faglig kvalitet. Det har et bredt flertal i Folketinget i dag aftalt.
En god skole kræver naturligvis dygtige lærere. Og vi ved alle sammen, hvilken fantastisk forskel dygtige lærer gør for vores børn. Derfor er det også super fornuftigt, at vi nu giver læreruddannelserne en ny energiindsprøjtning og et markant løft. Vi skal sikre, at der også er glade og inspirerende lærer i fremtiden.
Med den nye aftale er det ambitionen, at der i højere grad skal lykkes at koble undervisningen med den virkelighed, som de studerende efterfølgende vil møde, når de får deres første job. Det sker ikke mindst ved at sikre, at de studerende kan komme langt mere i praktik. Og at praktik forløbene giver flere ECTS-point. Praktikken skal søges med 10 ECTS point, så det går fra 30 til 40 point. På den måde kommer praktikken til at fylde hele 17 pct. af uddannelsen.
Ud over en række reformer af selve uddannelsen, så investeres der også betydeligt i uddannelsen. Der er afsat 125 millioner ekstra næste år og 200 mio. kr. de kommende år. Dermed bliver læreruddannelsen også den uddannelse, der er investeret flest penge i i denne regeringsperiode.
Aftalen kommer på baggrund af en udviklingsgruppes anbefalinger. Gruppen tæller bl.a. lærerforeningen, de studerende, KL og professionsskolerne. De har lavet et godt forarbejde, som politikerne har kunne forhandle med udgangspunkt i. Det giver også reformen et godt rygstød.
Lærerfaget er helt utvivlsomt et af de vigtigste erhverv i vores velfærdssamfund, og det er derfor afgørende vigtigt, at der kommer et så massivt løft af uddannelserne.
Jeg tror, at det vil give vores skoler et stort løft. Den nye og bedre læreruddannelse vil gavne de studerende, folkeskolen og eleverne. Og jeg tror også, det vil gavne Hjørring, at vores læreruddannelse nu bliver endnu mere attraktiv.
Utroligt at denne avis kun skriver gode nyheder om Rasmus Prehn og ikke de negative der dukker frem. Men når man nu reklamer på denne avis turde ejeren jo ikke andet.
Troede ikke at Dupond og Dupont fandtes i virkeligheden, men her tog jeg da godt nok fejl….