Torsdag eftermiddag kunne købmand René Ejstrup Larsen byde håndværkere, rådgivere, medarbejdere og andre involverede velkommen til rejsegilde på 1. etape af den store tilbygning til forretningen SPAR på Margrethevej. Etapen omfatter en stor ny slagter- og delikatesseafdeling på 130 m2, nyt kølerum samt lagerfaciliteter.
På vegne af Dagrofa ønskede byggerådgiver Kurt Mikkelsen købamnd Renè Ejstrup tillykke med det foreløbige byggeri og takkede håndværkerne for deres store indsats. Købmanden selv sendte også en stor tak til håndværkerne og til sine mange medarbejdere, der i byggefasen har udvist stor fleksibilitet og tålmodighed. Det er forventningen, at den nye slagter- og delikatesseafdeling kan tages i brug i uge 39.
Hovedentreprisen til projektet er lagt i hænderne på Nordjysk Totalrenovering v/murermester Kim Høholt, der i øvrigt i stor udstrækning gør brug af lokale underleverandører.
Allerede i uge 32 påbegyndes etape 2 med nedrivning af bl.a. de nuværende kontor- og velfærdsfaciliteter, der midlertidigt flyttes i kælderen. I den kommende uge udskiftes køle- og frysediskene i butikken. For at få dem tømt for varer, giver SPAR 30% rabat på kølevarer – pålæg, ost og mejerivarer i den kommende weekend – lørdag og søndag. Købmanden lover i samme forbindelse, at der også vil være gode slagtertilbud på kød. Endvidere fortæller René Ejstrup, at SPAR, Hirtshals fra den 1. juni skifter leverandør af bagerbrød, idet det herefter vil være Bageriet Håbet i Hjørring, der står for leverancerne.
Sluttelig udtrykker René Ejstrup en stor taknemmelighed over den store opbakning, som butikkens mange kunder har vist under ombygningen. Det har ikke altid været lige nemt at finde alle varer, da der flere gange er blevet rykket rundt på dem i butikken. Men kunderne har taget det hele med smil og højt humør, hvilket vi er meget taknemmelig for.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.
Diskussionen om post