Onsdag eftermiddag kunne bestyrelsesformand i Idrætscenter Vendsyssel, Torben Fisker byde håndværkere, rådgivere, sponsorer og en lang række andre involverede velkommen til rejsegilde på det kommende Vrå Svømmecenter, der opføres i tilknytning til Idrætscenter Vendsyssel.
Efterhånden skrider byggeriet frem. Limtræsbjælkerne er rejst, og en del af byggeriet allerede under tag. Bassinerne tager form og de første 18 af i alt ca. 100.000 fliser er sat op!

Rejsegildet er en vigtig milepæl – ikke blot for byggeriet, men også for hele den udvikling, som vores idrætscenter og lokalområde gennemgår, sagde formanden og fortsatte: Vi har fået vores vildeste ønsker opfyldt og sammen har vi skabt et projekt, som vi kan være stolte af. Et projekt, som er skabt for at samle folk i alle aldre til bevægelse, velvære og fællesskab.
Torben Fisker takkede også Hjørring Kommune for opbakningen og troen på, at ICV kunne løfte projektet. En stor tak gik også til Sparekassen Danmark og Sparekassen Danmark Vendsyssel Fonden samt mange lokale erhvervssponsorer – Melsen Fonden og Norlys Fonden, der har støttet økonomisk op omkring byggeriet. Sidst – men ikke mindst – takkede formanden de mange dygtige håndværkere, som med deres høje faglighed er med til at realisere centrets drømme og visioner sammen med totalentreprenøren NCC, arkitekterne Kjær & Richter samt ingeniørerne Brix & Kamp.

Områdedirektør i NCC, Jakob Søe Lundgaard kunne berette om et byggeri, der har kørt på skinner og helt efter bogen frem til nu. NCC har tidligere opført svømmehaller og har en stærk erfaring at trække på. Han så frem til, at NCC kan aflevere det færdige byggeri til bygherren omkring den 1. juni næste år.

På vegne af Hjørring Kommune ønskede formanden for Børne-, fritids- og undervisningsudvalget, Gry Bruun Nielsen hele Vrå tillykke med det nye byggeri. Tilblivelsen af svømmecentret har som bekendt sin egen historie i Byrådet, men ikke mindst ved hjælp af den store virkelyst og handlekraften, der findes i Vrå, er ideen om svømmecentret nu blevet til en realitet.


