En omsætning på mere end 125 mio. kr. i 2022 og heraf et rekordresultat på 12,3 mio. kroner, skriver TV2 Nord.
Det er tallene for Skallerup Seaside Resort ifølge Finans, som har gennemgået et friskt regnskab for Skallerup Seaside Resort.
Og det er da ikke så ringe, mener Jørgen Høll, som er administrerende direktør for det nordjyske feriecenter.
– Det kan vi ikke klage over. Især taget i betragtning af, at vi i starten af året stadig var ramt af coronarestriktioner. Gæsterne vil os, og det er jo dejligt, siger han til Finans.
Ifølge Jørgen Høll kan en af grundene være, at mange fortsat ikke turde rejse uden for Danmark efter corona, og i stedet valgte at bruge feriedagene i det danske.
Millionudvidelse
Med plus på kontoen har Skallerup Seaside Resort kunne løfte sløret for noget af en nyhed for de mange besøgende.
Feriecenteret udvider nemlig for et tocifret millionbeløb.
– Vi har haft nogle rigtig gode år, så bestyrelsen har besluttet at investere overskuddet i nogle af de ting, som gæsterne har efterspurgt, siger Jørgen Høll.
Indtil videre er der brugt 21,2 mio. kr. på udvidelsen, som man forhåbentlig allerede kan opleve den 10. juni, hvor det forventes at stå færdig.
Det handler blandt andet om opgraderinger af vandlandet, wellnessområdet og feriehusene.
Men det kan også have kostet for Skallerup Seaside Resort, for renoveringen koster og det samme gør lukningen, som var nødvendig imens.
Derfor forventer Jørgen Høll da heller ikke, at 2023 kommer til at nå den samme positive omsætning, som 2022.
Kilde: TV2 Nord.
Link til tidligere artikel
Hirtshals Feriehusudlejning overdrager husene til Feriepartner