René Zeeberg er tiltrådt som direktør for Hjørring Alliancen, det tidligere Hjørring Handel, efter en periode som konstitueret.
Bestyrelsen og jeg er blevet enige om, at jeg tiltræder som direktør for Hjørring Alliancen og dermed ikke længere blot fungerer som konstitueret, forklarer direktøren.
– Med denne beslutning sikres kontinuitet og stabilitet i driften, og vi står nu med en stærk bestyrelse og en ledelse på plads. Sammen kan vi arbejde målrettet for at udvikle og styrke Hjørring Alliancen fremadrettet.
– Jeg ser frem til det videre samarbejde og til at fortsætte dialogen med jer alle om, hvordan vi skaber mest mulig værdi for byen, erhvervslivet og fællesskabet, skriver René Zeeberg.
Posten som direktør er ny, præcis om navnet Hjørring Alliancen. Det tidligere Hjørring Handel havde i spidsen event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt, som efter mange års flot arbejde ikke ønskede at fortætte.
En række ændringer og udfordringer i samfundet generelt har betydet, at handelsstanden ikke kan løfte alene længere. Med rettidig omhu valgte Hjørring Handel derfor på generalforsamlingen i 2025 en ny strategi med flere flader. Målet er at løfte i samlet flok i en alliance.
Hjørring Alliancen har også fået ny formand, Henrik Messmann, som har denne udtalelse:
– Som mange af jer allerede ved, har jeg overtaget posten som formand efter Ulla, der desværre måtte træde tilbage af helbredsmæssige årsager. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke både Ulla og den tidligere formand, Betina D. Jensen, for deres store engagement og indsats. Det er en betydelig arv, jeg nu skal løfte videre.
René har takket ja til stillingen som direktør, og det er en beslutning, vi i bestyrelsen er meget glade for. Derudover har vi ansat en ny marketing- og eventmanager, som tiltræder den 4. august. Vi glæder os til at præsentere vedkommende nærmere, når tiden nærmer sig.
– Det betyder, at foreningen Hjørring Alliancen nu er fuldt bemandet, og René og jeg er allerede godt i gang med arbejdet. Vi fokuserer på at implementere den nye strategi, som blev præsenteret på generalforsamlingen. Der er mange spændende tiltag i vente, og jeg ser virkelig frem til det videre forløb.
René Zeeberg driver forsat med adresse i Hjørring konsulentvirksomheden Zeeberg & Partners, som kontrakten er indgået med.
– Jeg glæder mig helt enormt meget til at bringe den nye strategi til live sammen med bestyrelsen og medlemmerne, siger han.
Diskussionen om post