Direktøren i Hjørring Alliancen, det tidligere Hjørring Handel, René Zeeberg, fylder tirsdag 45 år.
René Zeeberg tiltrådte som direktør for Hjørring Alliancen i maj 2025, efter en periode som konstitueret direktør og der før projektansat i Hjørring Handel som arkitekten bag en ny strategi, der skal skabe mere liv i Hjørrings midtby blandt andet ved at danne flere og nye alliancer.
– Bestyrelsen og jeg er blevet enige om, at jeg tiltræder som direktør for Hjørring Alliancen og dermed ikke længere blot fungerer som konstitueret, forklarede direktøren ved ansættelsen til NordsøPosten.
René Zeeberg understregede, at han forsat, med adresse i Hjørring, driver konsulentvirksomheden Zeeberg & Partners, som kontrakten er indgået med.
På Zeeberg & Partners hjemmeside kan man blandt andet læse om direktøren for Hjørring Alliancen:
– Jeg rådgiver ledelser, bestyrelser og beslutningstagere om, hvordan de skaber retning, vækst og gennemslagskraft i en ny virkelighed. Som grundlægger af Zeeberg & Partners arbejder jeg med strategi, ledelse og bæredygtig transformation – dér, hvor visioner skal omsættes til konkrete resultater.
René Zeeberg var i otte år fra 2015 direktør i det tidligere turistsamarbejde Toppen af Danmark og i Turisthus Nord i Frederikshavn Kommune med ansvar for udvikling af turismen i Skagen, Frederikshavn og Sæby.
René Zeeberg var tidligere erhvervs- og turistchef i Jammerbugt Kommune siden 2012 og der før ansat som presse- og projektchef i Skagen Turistforening fra 2008-2012.
I ansættelsen i Jammerbugt Kommune (VÆKST Jammerbugt) var René Zeeberg drivkraften bag flere nye branding og vækstinitiativer. Han modtog derfor i 2014 prisen som ”Årets Unge Erhvervsleder i Nordjylland og Danmark”.
Fødselaren har boet i Hjørring i cirka 15 år, er oprindeligt fra Aalborg og har desuden boet både i Bangkok og Skagen.
NordsøPosten ønsker tillykke med fødselsdagen. Din lokale netavis bringer rigtig gerne også navnestof, så send en mail til NordsøPosten.
Mere om René Zeeberg
Zeeberg &Partners er grundlagt af René Zeeberg. Han har mere end 15 års ledelseserfaring fra både private og offentlige virksomheder – herunder som adm. direktør for Visit Skagen, erhvervschef i Jammerbugt Kommune og international rådgiver for Den Europæiske Centralbank (EBRD). Han har desuden en lang bestyrelseskarriere bag sig i erhvervs- og oplevelsesbranchen. I 2015 blev han kåret som Årets Unge Erhvervsleder i Danmark.
René arbejder strategisk og forretningsdrevet med udvikling og implementering af bæredygtige løsninger, organisationsforandringer og vækststrategier. Han har omfattende erfaring med strategi- og konceptudvikling, forankring i ledelsesrum og praktisk implementering – både i enkeltvirksomheder, foreninger og kommuner.
Han har en stærk profil inden for branding, partnerskaber og kommerciel markedsudvikling og har bl.a. været med til at transformere destinations- og oplevelsessteder i både Danmark og Norden. Med en kandidatgrad i Kommunikation og Globale Studier fra Aalborg Universitet arbejder han desuden med analytisk tyngde og knivskarp formidling.
Du vil med René Zeeberg opleve en engageret og resultatorienteret sparringspartner med blik for både helhed og handling.
Zeeberg &Partners er et konsulenthus med omfattende erfaring inden analyse & strategi. Vi hjælper virksomheder med at navigere i strategiske forandringer. Vi er et idékreativt konsulentfirma med et kommercielt mindset. Vores formål er at understøtte virksomheder i at håndtere og iværksætte strategiske forandringer for at nå kommercielle mål.
Vi tilbyder løsninger til både private virksomheder, foreninger og offentlige institutioner, og vores ekspertise spænder fra strategisk rådgivning til implementering.
Kilde: Zeeberg &Partners


