Statsministeren var tilsyneladende ikke opmærksom på et spændende arrangement hos Restaurant Tannishus i Tversted, da hun udskrev folketingsvalg til afholdelse tirsdag den 24. marts.
Derfor er pop ud arrangementet med foredrag af lokalhistorikeren Jens-Peter Fage Madsen flyttet fra valgdagen til onsdag den 15. april klokken 18.
Værtsparret på Restaurant Tannishus, Klerly og Åge Vinther, præsenterer denne onsdag et spændende foredrag med mange lokalhistoriske og desværre også verdensaktuelle emner og vinkler.
Det verdenshistoriske perspektiv udløber i en tid, hvor den amerikanske præsident på skammeligste vis har nedgjort Danmark og danske soldaters indsats på krigsmarker.

I dette Pop up arrangement er det muligt at møde den lokale forfatter Jens-Peter Fage Madsen fra Hjørring fortælle om, hvordan danskere allerede under Første Verdenskrig kæmpede i den amerikanske hær.
Jens-Peter Fage Madsen udgav i 2025 en meget velskrevet og spændende bog om ”Dansk-amerikanere i krig for Amerika under Første Verdenskrig”.
Der var en del vendelboer i hæren blandt andre Harald Munk fra Sørig, Søren Kabell Olesen fra Tversted og Martin Bindslev fra Skagen.
– De kæmpede i skyttegravene i Frankrig, hvor de stor overfor den tyske hær, hvori der var tvangsudskrevne sønderjyder. Dansksindede i den tyske hær og dansksindede i den amerikanske hær mødtes således ved frontlinjen som hinandens fjender. Det er den første bog, der behandler emnet, fortæller forfatteren.
Bogen kan købes i Danmarks ældste boghandel, Betty Mogensens Boghandel i Strømgade i Hjørring.

Restaurant Tannishus serverer hver onsdag stegt flæsk ad libitum, og det er også menuen denne aften. Foredrag og menu koster 200 kroner, og det er nok en god idé snart at bestille plads på telefon 98931482.
Værtsparret Klerly og Åge Vinther har traditionen tro planlagt rigtig mange spændende oplevelser i løbet af året, og i 2026 dukker der også løbende flere arrangementer op.
– Hold øje med pop up-arrangementer på Restaurant Tannishus’ hjemmeside, i NordsøPosten og andre steder. Pop up-arrangementerne er, når for eksempel vores leverandører har et supertilbud, en uventet artist kommer forbi, eller vi på Tannishus i samarbejde med gæster, annoncører og andre bare har fået en ekstraordinær god idé.



