Elever fra SkoleCenter Hirtshals (SCH) har netop gennemført den sidste omgang af projektet Robuste vandhunde på Husmoderstranden.
Projektet er et samarbejde mellem skolen og Mads Halle Bruun fra Surf og Natur, hvor eleverne gennem praktiske aktiviteter får styrket deres vandtilvænning og lærer at forstå havets kræfter og forhold. Formålet er at give børnene større tryghed i og omkring vandet samt værdifuld viden om sikker færdsel ved kysten.

Under forløbet er eleverne blevet opdelt i hold, som har skiftet mellem aktiviteter i vandet og på stranden. Her har de arbejdet med både praktiske øvelser og læring om havet, bølgerne og de forhold, man skal være opmærksom på ved ophold ved vandet.

Forløbet har givet eleverne nye erfaringer og kompetencer, som der bliver bygget videre på efter sommerferien. SkoleCenter Hirtshals fortsætter nemlig samarbejdet med Surfognatur, så eleverne kan udvikle de færdigheder, de allerede har opnået gennem projektet.

Med fokus på både læring, sikkerhed og naturoplevelser er Robuste vandhunde blevet et vigtigt element i skolens arbejde med at gøre eleverne mere fortrolige med livet ved havet.
Link til relateret artikel
Projekt med Robuste Vandhunde kører videre på Husmoderstranden


