Politiets offentliggørelse af navn og billede på en røverimistænkt resulterede i, at han meldte sig selv.
Det kom frem i forbindelse med grundlovsforhøret af den røverimistænkte torsdag, skriver TV2 Nord.
Den 22-årige mand er sigtet for at have medvirket til et røveri mod Dagli’ Brugsen i Mosbjerg nær Sindal tilbage i august. Det fik politiet til at efterlyse ham tidligere på ugen.
Onsdag morgen klokken 09.54 meldte den mistænkte sig på politigården i Hjørring og blev anholdt.
Nægter sig skyldig
Dagens grundlovsforhør foregik bag lukkede døre. Her blev den sigtede varetægtsfængslet i fire uger – han nægter sig skyldig.
Der er nu to anholdte i sagen.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre da anklagemyndigheden formoder, at der er en tredje gerningsmand i sagen, som man indtil videre ikke har oplyst offentligheden om.
Kilde: TV2 Nord.