Else Marie Overgaards firma Klässbols Danmark/Hørhuset i Lønstrup fylder 20 år til påske. Dagen fejres med bobler og lidt sødt til ganen på skærtorsdag den 6. april fra kl 11. Der er 20 procent på alle varer hele påsken.
Sammen med sin mand åbnede Else Marie Overgaard Hørhuset i Lønstrup i påsken 2003. Efter mandens pludselige død i 2006 skippede hun fra den ene dag til den anden sit lærerjob og overtog forretningen.
– Det er et valg, jeg aldrig har fortrudt. Forretningen er bygget op omkring et dansk eneagentur for Klässbols Linneväveri i Sverige, som næsten er alene tilbage som hørvæveri i Skandinavien. I Sverige er væveriet især kendt for at have leveret dugene til Nobel-festen i Stockholm, samt Kongedugene, den svenske befolknings gave til regentparret, fortæller Else Marie Overgaard.

– Væveriet har gennem årene vundet mange designpræmier, og deres produkter, som alle er vævet af GOTS-certificeret garn, er af en unik kvalitet. De duge, jeg sælger, kan holde i generationer, og viskestykkerne holder i årtier. Altså ikke noget med “brug og smid væk” her, forklarer Else Marie Overgaard.
– Da vi åbnede, var det svært at sælge hør til især danskerne. Mange vidste kun én ting om hør, nemlig at det krøller, og høren har især i Danmark været næsten glemt til fordel for bomuld, der jo er langt billigere at fremstille. Jeg har brugt de sidste mange år i butikken på at fortælle om hørrens mange kvaliteter, og efter 20 år har jeg stille og roligt opbygget en stor skare af faste kunder, ikke bare fra hele Danmark, men i høj grad også fra Tyskland, uddyber Else Marie Overgaard.

Uden for sæsonen er butikken en postordreforretning, og den del fungerer ifølge indehaveren ganske udmærket, selv om hun med vilje ikke har en webshop. Hun går meget op i den personlige vejledning om produkterne, og om sommeren er det en stor fornøjelse for hende at dele sin hørpassion med de mange turister, der kigger indenfor.
– Gennem årene har jeg mødt mange spændende mennesker, og en del af dem er blevet gode bekendte, som jeg hver sæson glæder mig til at se igen. I de senere år er interessen for hør vokset i takt med det stigende fokus på bæredygtighed og miljøvenlighed, og det har selvfølgelig kunnet mærkes i Hørhuset, at hør er blevet trendy og in. Dette betyder dog, at der dukker en masse billigt producerede hørprodukter op på markedet, af meget svingende kvalitet. Det er så op til mig at forklare kunderne forskellen på kvaliteten og sammenhængen mellem pris og kvalitet, lyder det fra Else Marie Overgaard.
Foruden boligtekstiler som duge, løbere, viskestykker, håndklæder, puder og gardiner fra Klässbols, sælger Else Marie Overgaard boligtekstiler i hør fra et par andre leverandører, samt hørbeklædning fra Linen by Krebs.
Man kan læse mere på hjemmesiden www.klassbols.dk samt på Facebook og Instagram. Der er hørentusiasten dog ikke så flittig, da hun mest og med størst fornøjelse agerer i den analoge verden.



